Lazarus

Fra ’Space Oddity’ til ’Lazarus’ har ikonet David Bowie sprængt utallige grænser i flere universer, og der har på fantastisk vis aldrig været nok plads mellem himmel og jord til hans exceptionelle kunstneriske udfoldelser. Så selvfølgelig er Bowie fremsynet lige til det sidste! 

For der er ingen tvivl om at folk vil toppes om at få lov til at lave biografier, musicals og teaterkoncerter om den fabelagtige kamæleon, så han skaber selvfølgelig den første selv! Som et rekviem, der indtager New York-scenen en måned før hans død, og kulminerer med cd’en ’Blackstar’, udgivet på hans fødselsdag i 2016, to dage før hans død. I øvrigt med en banebrydende video, der åbenlyst signalerer limbo mellem liv og død.

”Look up here, I’m in Heaven,” lyder ’Lazarus’-åbningen – sangen, videoen, musicalen – og vi får sol-måne-stjerner med det samme. Det er ’Life on Mars?’, ’The Man who sold the World’, ’Serious Moonlight’-tour og ‘The Man who fell to Earth’ – referencerne er mange, gennem hele showet, ofte kryptiske og/eller meget indforståede. 

Hovedkarakteren er Thomas Jerome Newton fra Walter Tevis’ roman (1963) og Nicolas Roegs kultfilm ’Manden som kom ned på Jorden’ (1976), hvor Bowie fik sit skuespilgennembrud. Rollen som den androgyne alien var som skabt til Bowie, og når han sammen med den irske dramatiker Enda Walsh digter videre på karakterens fremmedgørelse og isolation ser man også den røde tråd i sangene, der kredser rundt i skærsilden mellem liv og død.

Handlingen er mindst ligeså ambivalent, for der er ikke altid mening med de tableauer, der fremstår som Newtons (Jacob Madsen Kvols) drømme/mareridt mere end den virkelighed, hvor han mest af alt roder rundt på gulvet: ”gulvet slog mig i gulvet” – eller danser tranceagtigt mellem lysreflekser: ”jeg vil bare tilbage blandt stjernerne.”

Især to karakterer kæmper om hans opmærksomhed: Den uskyldige Girl (Sara Viktoria Bjerregaard) og den djævelske Valentine (Simon Mathew). Der er showet bedst og yderpunkterne af vanvid fungerer optimalt, men det stikker af på flere planer, når andre personager blander sig: Den personlige assistent Elly (Sofia Nolsøe) er fin nok i sin identitetssøgen, men fascinationen ender i en ret rodet spejling af Newtons tabte kærlighed Mary Lou. Vennen Michael (Bjørn Fjæstad, forsanger i Baal) kunne (burde) have været en stærk karakter, men i stedet skal vi pines med det pink-røde pars giftemål og fest igennem mislykket fællessang til ’All the Young Dudes’.

Det er en spøjs blanding af sange Bowie har udvalgt, og absolut ikke alle er vellykkede tolkninger. Værst er ’Changes’, en tøseversion, der ikke bliver bedre af at Sofia Nolsøe ikke har stemme til de specielle fraseringer. Det går ikke meget bedre i andre forsøg, og forventningerne til den sjældent spillede ’Always Crashing in the Same Car’, ja, de crasher totalt. 

Tre sange er skrevet direkte til musicalen, hvoraf ’When I met You’ træder stærkest frem, endda selvom den er placeret mellem to af forestillingens største shownumre ’Valentine’s Day’ og ’Heroes’. Simon Mathew tager sig forrygende flamboyant og heftigt af førstnævnte; og afslutningen med ’Heroes’ er et nærmest magisk scenarie af visuel og musisk smuk enkelhed, tilpasset Jacob Madsen Kvols og Sara Viktoria Bjerregaard. Et andet højdepunkt er Bjerregaards blide version af ’Life on Mars?,’ hvor den visuelle side dog er lidt mere kryptisk.

Det visuelle er virkelig top, scenograf- og lys-duoen Christian Albrechtsen og Mathias Hersland, der vandt Reumert sidste år, har skabt en skarp dystopi med store bevægelige rammer, glitrende neonlys og fatale spejltrekanter – badet i primært røde nuancer af blændende lysdesign. I øvrigt et meget anderledes udtryk end den originale opsætning, hvor videoprojektioner dominerer og flasher endnu flere lag og referencer.

’Lazarus’ er en hybrid mellem musical og teaterkoncert, fordi den spiller mest på visuelle tableauer og tolkning af musikken, handlingen er mere en ramme end en udviklingshistorie. Og heldigvis er denne Danmarkspremiere stadig syret og spøjs i sin kerne, for det skal den være, hvis den skal være Bowie. Der skal nok komme masser af mainstream-shows om kamæleonen over alle.

Historien om Lazarus, der binder Bowies finaleprojekt sammen, handler om genopstandelse. Og det sker adskillige gange i mit liv, resten af mit liv, når Bowies musik eller andre kunstværker rammer min sfære, for ingen overgår ham som kunstner, personlighed, inspirator med mere. Så mærker jeg både fravær og nærvær i et smertende rush, og det vil for evigt minde mig om al den plads mellem himmel og jord, til at sprænge rammer og grænser.