Skruen strammes

’Malo, malo, malo’. Der er børnerim og latinske remser, gemmelege og sengekampe, som ikke kun er for børn. I ’Skruen strammes’ tumler ondskab, spøgelser og dæmoni rundt i en teaterleg, der desværre forpurrer det oprindelige psykologiske spind. 

Benjamin Brittens nok mest populære opera lægger sig tæt op ad Henry James’ kortroman fra 1898, med sit gotiske gys og insisterende spiritisme mixet ind i et af Brittens største temaer: Uskyldstab. Men fortællingen har altid givet anledning til forskellige fortolkninger, oftest spirituelt, seksuelt og tabuiseret, og britiske Anthony Almeidas iscenesættelse spiller mere på antydninger og tvetydigheder.

’Skruen strammes’ er en forholdsvis kort kammeropera - skrevet på bare fire måneder - som Britten påhæftede en prolog kort inden premieren i 1954. Her hinter Prologus - som senere også optræder som Peter Quint - til den snigende mystik. For den velbemidlede onkel, der sender en ung guvernante til Bly Manor for at opdrage forældreløse Flora og Miles, opstiller formaninger om hverken ajour kontakt eller spørgsmål om fortiden.

På Bly Manor ser guvernanten (Clara Cecilie Thomsen) snart spøgelser, og husholdersken Grose (Johanne Bock) må fortælle om tragiske hændelser med den tidligere guvernante Jessel (Gisela Stille) og tjeneren Peter Quint (Fredrik Bjellsäter). Flora (Barbro Cítron) og Miles (Milo Wajnman Køie) synes også mærket af stemningen, og især Miles opfører sig underligt. 

Gemmelege og børnerim får uhyggelige toner, og endnu mere Miles’ favoritremse ’Malo’. Men ondskaben er tvetydig, for i denne latintime kan "malo" betyde både ond, at foretrække og æbletræ, så Miles’ remse blive endnu mere kryptisk. At den er forbundet til Quint er tydeligt, og der er flere hints til et prekært forhold mellem dem. Men afslutningen hvor guvernanten også ytrer "malo" skaber igen forvirring i uhyggen og spiritismen.

Scenografien af Rosanna Vize synes ved begyndelsen som en frisk og moderne struktur, men efterhånden bliver den bare trættende og forstyrrende. Det gods, der normalt skaber gotisk gys, er her dekonstrueret til samlekasser, halve vægge med døre og vinduer, samt få triste møbler - på en drejescene med for meget rotation. En del af legen, men efter noget tid for rudimentær. Og da scenefolk begynder at køre kulisserne ud, går det endnu mere i sort, med eller uden bagtæppe.

Trods mørket, og en fin lyssætning, forsvinder uhyggen hver gang disse regi-folk gør væsen af sig - på bagscenen, i siderne eller når de forsøger at skubbe Jessel ind i spøgeriet. Der er ingen mening med disse flade tiltag for at bryde det åndelige rum og det gotiske gys, der er hele det psykologiske stemningsgrundlag. 

Ideen med at blande børnenes uskyldige leg ind i spøgelsernes mere dunkle motiver er interessant, men ikke helt gennemført, og forløsningen ofte uklar. Eksempelvis den ret underfundige klaverscene med en livløs Miles og en frustreret Quint. Leg eller alvor? Uskyld eller ondskab? Denne stemningsvaklen splintrer uhyggen og frygten, som er operaens bærende element, også musikalsk.

Brittens partitur er fremragende, fuld af gådefuldt gys, både i tolvtonetemaet og de mere melodiske toner, der især fryder i sidste akt. Han undgår større kraft- og chokeffekter, og formår dermed at gøre uhyggen forførende og poetisk. Således fodrer han vores fantasi og får frygten til at vokse gennem vores sindsstemning.

Det lykkes ikke ligesågodt for den visuelle side af denne forestilling, hvor hverken gyset eller uskylden kommer helt i mål, men det vidunderlige cast er helt i top - ikke mindst Milo Wajnman Køie og Barbro Cítron i de to store barneroller.