Kollektivet

Skal vi stemme om, om vi skal stemme om det? Klassisk kollektivreplik. Fællesskabet frem for alt, og sammenholdet for alle. Udfordringen er, at det også handler om selvrealisering. Gøre som man lyster. Handle som man tænker. Og forvente kollektivets billigelse.

Det gør kollektivfader Erik så fuldt ud, og ind flytter hans chikke, yngre kæreste. Trods fællesskabet stemmer nej, og Eriks kone og datter vånder sig.

Det starter ellers så godt med husleje efter indtægt, Hvordan har vi det-runde, højlydt sex, matchende mønstre, ølamnesti og synkroniseret menstruation.

Der bliver grint, sunget og danset, så man mærker 70er-ånden fra flet til fodformet. Man får de herligste billeder af julemandsoptoget, der deler gaver ud i Magasin og får tæsk af politiet, og forestiller sig en ligeså skæv afvikling af cykelstativtvisten.

Her tænker og håber man, at det hele højner sig til en bidende satire med rørende tableauer over selvudvikling i fællesskabet. I stedet skribler filmmakkerparret Thomas Vinterberg og Mogens Rukov en firkantskonstellation af et kernefamiliedrama, der opløses i moderens depression og datterens frustration. Dramaet rør bare ikke nok, og de lunkne hof på bordet er intet imod den følelse, der langsomt sniger sig ind: Forfladigelse.

Fint nok at legekassen af sjov og skarnsstreger vælter ned i et havdyb af alvor og sjælekvaler, men denne kliche er simpelthen for tyk: Mandens ubesindighed vs. kvindens uselvstændighed. Og barnet i midten, tvunget til at blive voksen for hurtigt. Ægte 70er-dilemma, men langtfra originalt, da det så sandelig er ligeså udbredt udenfor kollektivets vægge.

Dele af konklusionen er interessant og realistisk nok, og man kunne sagtens være nået dertil ved at fortsætte komedievinklen. For budskabet her er vel, at det man får ud af kollektivet, er at lære sig selv og sine grænser at kende. Så man kan rykke videre ud i verden – med åbne arme og styrket sind.

Men er det selvrealisering på bekostning af sammenholdet eller selvudvikling i fællesskabet? Skal vi stemme om det?