Dancer in the Dark

”Tag musikken med dig, hvad end der sker.” Det gjorde vi med filmen, så operaen og nu teatermusicalen. Tre meget forskellige værker, ikke mindst i den musikalske tolkning. 

Når ’Dancer in the Dark’ er bedst er den en ubarmhjertig hverdagsfortælling svøbt i musicalens sentimentale lykkesus. Derfor er Lars von Triers film et mesterværk, imens Poul Ruders opera nærmede sig makværk – og denne teaterversion midtimellem. For kontrasten er det springende punkt: Der hvor vi mærker hovedkarakteren og hendes dans i mørket. 

Anne Zacho Søgaards opsætning hælder mere mod det dystre og sørgelige end den vellykkede balancegang med de musicaldrømme, der får immigranten Selma gennem den rå virkelighed. Hun er taget til USA for at tjene penge til sin søns øjenoperation, så han kan undgå den skæbne, der snart rammer hende: blindhed. Men i det pengefikserede USA har folk mere øje for hendes pengedåse, end for hendes musiske gaver.

Den kedeligt grumme hverdag står tydeligt i Helle Damgårds scenografi (og kostumer) i grå, blå og grønbrune nuancer. Hvor fabrikshal nemt omformes til fængsel, og trailerbolig til isolationscelle, imens en musikerboks svæver ovenfor. Ret velfungerende og detaljeret i det dunkle spil, men der mangler spræl og farver i musicalscenerne. 

Lyduniverset er ellers fremragende – skabt af Marie Koldkjær Højlund og Morten Riis (tilsammen The Overheard) – i sin forstærkede sans for lydene som Selma oplever dem mere og mere skærpede. Fine hårnåle mod et bord, tappende penne, samt buldrende stålplader og blikvaske bliver til musikrytmer, der bringer sang- og danseglæde, uanset mørket. 

Men musicalnumrene er for afdæmpede, både i koreografi og rekvisitter, og indimellem en lidt for dunkel stemning i den nykomponerede, elektroniske musik. Den ikoniske togscene er naturligvis svær at genskabe på en teaterscene, og vidunderlige (Oscar-nominerede) ’I’ve Seen It All’ bliver til noget rutinepræget ”en maskine ved en maskine”. Det er Selma jo på ingen måde, og det er absolut heller ikke det hun drømmer om, når hun slipper musikken løs, indefra og udadtil. 

Endnu mere sløjt med retssalens sang- og danseshow, som nemt kunne være kontrasteret mere livligt. Og hvorfor synge (igen) på et sprog vi ikke forstår? – når nu vi netop skal leve os ind i hendes følelser via lyduniverset. Det er ellers temmelig tiltrængt med de musikalske drømme i 2.akt, hvor Selmas gnist fader ud mod den forventelige tragik. 

Lars von Triers geniale leg med musicalgenren var ikke kun at lægge en stortragisk historie ind over, men også at balancere så heftigt på grænsen for sentimentalitet at man ikke helt ved om man skal elske eller hade det. Det formår teaterversionen ikke, tværtimod er der en distance i mange scener. Klichereplikker og underlødige sangtekster kunne være ophævet af mindre statiske leveringer (såsom at tale mod publikum) og adskillelse af personer, særligt i de afsluttende fængselsbesøg, hvor der i øvrigt også gøres alt for meget ud af at desinficere telefonen.

Lars von Triers film vandt De Gyldne Palmer i Cannes 2000, og Björk fik en velfortjent skuespilpris. Jeg er ikke Björk-fan, men den rolle var skabt til hende og hendes særligt exceptionelle musikalitet. Ingen kan gøre det efter. Heller ikke Sofia Nolsøe, der især mangler kropslig musikalitet og forsøger at appellere til pudseløjerlighed og omtrentlig medynk, hvilket hun gør udmærket, men det er bare ikke rigtigt Selmas kerne.

Denne opsætning har mange gode teaterideer – effektiv scenografi, veritable karakterer, stemningsfuld musik og flot lyddesign – men det spiller bare ikke sammen i helheden som ægte ’Dancer in the Dark’. Musical-peppet savnes, men musikken (og lyddesignet) er i sig selv forunderligt medrivende. Særligt ’Danser i mørket’, hvor teksten klinger allermest rørende og reel. Herfra også citatet ”Tag musikken med dig, hvad end der sker.” Det gør vi så – det gode med det onde.