Metamorfoser

Åh, at være gudinde! Men i Elisa Kragerups mytiske verden går man ikke nødvendigvis fri, bare fordi man er skabt af guddommeligt stof. Vi er alle i følelsernes, drifternes og instinkternes vold. Og hvilke fabelagtige forvandlinger det skaber, når sjæl og krop blottes.

Der skal en god portion mod og iderigdom til at omdanne den latinske digter Ovids storværk ’Metamorfoser’ til nutidigt teater. Det har Kragerup for længst markeret, at hun har i overflod – med eksempelvis ’Sonetter’, ’Hvid magi’ og ’Det gode menneske fra Sezuan’ – og helt naturligt sætter hun her sit skarpe og humoristiske aftryk på et udvalg af de omkring 250 forvandlingsfortællinger med afsæt i den græske og romerske mytologi.

I sorte-hvide-grå nuancer af ukonventionel scenografi er der lagt op til at ligestille krop og ord. Det lykkes fuldt ud, for man rives og ruskes med i de vilde og spøjse forvandlinger fra første scenes flyvefald og græsselyst. Som skiftevis fortællere og udøvere slynger de syv skuespillere sig halv- og helnøgne ud i transformationer, der centrerer sig om naturens kraft og menneskets laster. Alt fra rislende kilder og prustende dyr til følelser som sult og lammelse. Hudløst og helhjertet formidler de, hvordan fornuften går fløjten, når følelserne raser.

Det er genkendeligt og fremmedartet på samme tid. Som en hybrid af en livscyklus over evigtgyldige realiteter: Sex- og kønsidentitet, overmod og straf, jalousi og hævn samt kærlighed til sig selv og andre. Man forundres, fascineres og overraskes – selvom man kender myterne – og måske får man udfordret sin forestillingsevne og testet sine grænser.

De store fortællinger om kærlighedens vildveje provokerer på hver deres måde. Mest tragisk når elskovsgudinden Afrodite lader pigen Myrrha forføre sin egen far, og mest rørende når Pygmalion forkæler sin elfenbensdukke. Anderledes fornøjeligt går det til i Hermafroditos’ kildebad og i søsterrivaliseringen mellem Herse og Agraulos.

Ligeledes højkomisk er den bundløse jagtgudinde Diana, der har svært ved at vriste trusserne ud af gabet på en vild hund. En legesyg vinkel får også Ikaros-myten, der dog stadig ender sørgeligt, ligesom Tantalus’ frygtelige skæbne i evig sult og selvfordærv. Og så er det oplagt at sætte punktum med den velkendte Narcissus-historie.

’Metamorfoser’ fuldendes eftertænksomt med at kæde forandringerne sammen med et evighedstema, der introduceredes ved start med et citat fra Ovids sang XV, vers 254-258: ”Intet i verden forgår, må I tro, men det hele forandres, bliver forskelligt fra før… Men selvom der flyttes rundt på de enkelte dele, forbliver dog summen den samme.”

Således metamorfoseres guder og mennesker, mytologi og historie, godt og ondt fra 2.000 år gamle sagn til nutid. Fabelagtigt.