Jane Eyre
KÆRLIGHEDSDRAMA
Premiere 10. november
Engelsk damefilm. Kærlighed og kostumer. Så er alt ligesom sagt, ikke? Nej, overhovedet ikke. Det er kun rammen om den rørende, barske og episke nyfortolkning af Charlotte Brontës kærlighedsroman.
Enhver, der holder af en solid BBC-produktion af litterære dameklassikere, har set det hele før. De længselsfulde blikke, korsetter og konventioner, der truer med at knuse Den Store Kærlighed, inden de elskende når at erklære den. Grandiose godser og engelske landskaber. Men aldrig set sådan her.
Dette er ikke Jane Austen-filmenes smukke kvinder og lette landskaber; det er Victorianismens snærende bånd. Mørkt, gotisk og grumme godt fortalt.
Landskaberne og følelserne er rå. Kulden og rædslerne i hovedpersonernes liv ånder fra lærredet, så man næsten selv rækker ud efter den varme kop te - eller den fysiske varme og kærligheden, når den endelig kommer den stærke, særegne Jane i møde.
Forældreløse, uskønne Jane Eyre møder så meget modgang i sit liv. Udstødt af en ond tante sendes hun på en skole, hvor djævelskaben tugtes ud af de små blegsottige pigebørn. Alligevel finder hun håb, venskab, sit eget værd i rædslerne. Som ung voksen bliver hun guvernante på det afsides gods Thornfield. Men intet kan forberede hende på de dystre hemmeligheder i de fugtigtkolde rum. Eller på den kærlighed, der slår ned mellem hende og godsets herre. Men så ...
Den unge Mia Wasikowska er et så rigtigt valg til rollen. Stærk, uudgrundelig og dog så ligetil. Hun minder om en vintergæk, der trodser sneen og værdigt insisterer på forår. Hendes Jane Eyre har set for meget i mørket. Michael Fassbenders forpinte Rochester, der finder en kvinde, der er hans ligemand, og mister hende igen, er glimrende. Og Amelia Clarkson, der spiller Jane som barn, er hjerteskærende fin.
Der er ikke en finger at sætte på en eneste præstation. Det gotiske i romanen folder sig ud, mens elementerne og følelserne raser. Brontë-purister vil måske have et par indvendinger og Rochester kunne have fået lidt mere kød på.
Alt ender som det skal. Men først skal man så grueligt meget (godt) igennem. Tag endelig lommetørklæderne med.