Sort Vand

Det er den sommeraften de kommer til huske resten af deres liv. Den lykkelige aften, hvor det virkede som om, at alt var muligt. Der midt i Edisons store badebassin står seks skuespillere i våd beige uld, der både slører og afslører, som druknede mus, mens minderne langsomt blot forbliver minder.   
 
”Det her sted er for alle eller for ingen!” Siger den unge Laila. Man når lige at lugte en snert af en moderne fluernes herre inden Roland Schimmelpfennings tekst tager os i en retning mod en lidt mere forudsigelig fortælling. Om ungdommens lykkelige uvidenhed og naive forventning til fremtiden, kontra den modne erkendelse af at drømme er fine, men virkelighedens skæbner er langt mere forudsigelige end man kunne drømme om. Men der i mørket er alle katte grå.
 
Der er en særlig poesi over teksten, der fragmenteret springer frem og tilbage mellem dengang og nu. Ordene hænger tungt i luften og gentagelsen synes nogen steder endeløs. Men den poetiske tekst og måske især iscenesættelsen får somme steder spillerne til at snuble over ordene og tvinger dem til stringent at lade timing komme over indlevelse. 

De seks spillere har ellers kastet al deres kærlighed efter fortællingen om de ni unge mennesker. Det er forfriskende med et relativt nyt hold i Betty Nansens rammer. De kommer med hver deres styrke: Ernesto Piga Carbone kraftfuld og rå; Gerard Carey Bidstrup tilbagetrukket, evigt søgende; Marie Louise Wille sød og som altid lidt forvirret; Christine Sønderris stærk og kropslig; Özlem Saglanmak petit, men powerfuld og Jakob Femerling ung og utrolig nærværende.  
 
Den stringente iscenesættelse, hvor formen er fast, og dialogerne kommunikeres imod publikum, er i teorien smuk, men får den konsekvens, at man ikke lader sig rive med af de unge menneskers uskyldige søgen og de samme menneskers modne åbenbaring. Men i glimt river de sig løs, bryder fri og danser, det er befriende.   
 
Scenografien er ualmindelig smuk i al sin enkelhed. 5000 liter vand skaber et vandspejl der står fuldstændig skarpt indtil spillerne rører på sig og krusninger bryder den sarte overflade. Futuristiske gadelygter lyser det sorte vand op. Det er svært ikke at forelske sig i den smukke scene, der langsomt tømmes for vand, parallelt med at drømmene knuses.
 
For Schimmelpfennings tekst kommenterer på en samfundsdebat med et lille drømmende håb, der meget relevant dumper ned i en tid, hvor diskussionen om dem og os er mere aktuel og vigtigere end nogen sinde før. Men alligevel rammer den ikke ind i hjertekulen, men forbliver en kommentar. Det her er for alle eller for ingen, og får ikke den forløsning, man kunne håbe, men står alligevel mejslet i hukommelsen som et råb om hjælp.