Horisonten

Indimellem går man fra teatret mundlam. Mundlam fordi oplevelsen var tætpakket og fyldt af sanseindtryk. Mundlam fordi det oplevede ikke kunne bearbejdes sådan lige på stedet. Mundlam fordi ord ikke umiddelbart kunne beskrive det, som havde sat sig i kroppen efterfølgende. I går gik jeg mundlam fra teatret af andre årsager. For var det det?

Der er ellers skruet helt op for abstraktions- og ambitionsniveauet i Det Kongelige Teaters sæsonåbningsforestilling ’Horisonten’ – en forestilling, der med lige dele selvfølgelighed og pragt har kastet sig ud i at indfange noget man kunne fristes til at kalde alt mellem himmel og jord. Det drejer sig om universet, altings begyndelse og ikke mindst menneskets indlejring i verdens ufattelighed. Men storhed kan også stå for fald, og indimellem må selv Det Kongelige Teater give fortabt, når det storartede ikke arter sig.

Det ser ellers mægtig ud: Store Scene. 4 akter. 22 performere. Opera, teater og dans forenet i en symbiotisk og massiv opsætning. Det tommetykke program annoncerer genoprejsning af naturen, billeder på mennesket fanget i samfundets normer, oplevelsen af altings forbundethed fra The Big Bang til noget så simpelt som tag-fat-leg i skoven. For ”jeg ønsker at kunne se verden”, som det lyder et sted i forestillingen.

Om alt dette er muligt skal jeg ikke gøre mig klog på, men ét er sikkert: Det lykkes trods det stort anlagte arrangement i ’Horisonten’ ikke at skabe et forbindelsesled mellem menneskets fænomenverden og scenen. I stedet sad jeg tilbage med en flad tam fornemmelse af at have fået en smuk gaveæske forærende, der til min store skuffelse blot indeholdt en god portion varm luft. For der loves nærmest grænseløst meget, men lidet følges til dørs.

Bevares, forestillingen rummer øjeblikke af kvalitet. Scenografien er i sin enkelthed sanselig, lydsiden er til tider fænomenal og overvældende. Det er en voldsom visuel oplevelse, da de kæmpemæssige bagtæpper lydløst daler ned fra loftet og forsvinder ud af det blå, som de i første omgang virkede til at være opstået af.

Christian Damsgaard-Madsens tenor påkalder sig følsomt al opmærksomhed, sparsomt belyst fra scenekantens højre hjørne. Et vældigt træ vokser ud af teatergravens mørke intethed. ”Så pludselig bøgeskov”, fristes man næsten til at udbryde med Naja Marie Aidt i tankerne, da et grønt og florlet landskab opstår, hvor der før bare var et goldt og mørkt rum.

Men i det store hele vader ’Horisonten’ rundt i retoriske banaliteter og lommefilosofiske betragtninger. Og det som udfolder sig på scenen minder mest af alt om improvisatoriske teaterlege uden hale eller hoved, der kun episodisk lader sig overdøve af dansernes formsprog og det musikalske bagkatalog.

Jeg er i vildrede, for programmets floskler sitrer stadig: Niels Bohr møder ’La Boheme’ møder Rimbaud møder teater møder krop. Men hvornår? Det hele forbliver vagt, vævende og sidste ende allerhelvedes uvæsentligt.