Holy Spider

Et helligt spindelvæv, hvor kvinder underlægges mænds vilje og magt, og hvor mænd alligevel bebrejder og straffer kvinderne for det de selv har bestemt og/eller udført.

Det kunne være mange steder i verden, men her er det Mashhad i Iran, verdens næststørste hellige by med over 20 millioner årlige turister og pilgrimme til Imam Reza-helligdommen, verdens største moské. For her myrdede Saeed Hanaei - kaldet Edderkoppemorderen - 16 prostituerede i 2000-2001, i den overbevisning at han skulle udrense samfundet for beskidte kvinder.

Omkring det tidspunkt var iranskfødte Ali Abbasi var på vej til Skandinavien, men historien rumlede i baghovedet i mange år, før han landede sit primære tema: Misogyni. I Iran, men ligevel i andre lande. Det er dog stadig Saeeds historie, særdeles realistisk fortalt og fortolket, og filmen er derfor optaget i Jordan, da det iranske regime konsekvent styrer udenom realiteter. Også på film. 

Abbasis realisme er rå og lige på, når kvinderne prostituerer sig. I desperationen, underkuelsen og volden når de lige at vise ansigt, krop og liv - inden de bliver kvalt i det tørklæde regimet påtvinger dem. Tæt på og grumt. Derefter kører Saeed (Mehdi Bajestani) på motorcykel gennem byen med ligene og ringer efterfølgende placeringen ind til en reporter. Han har på alle måder frit lejde, også da han pågribes, betvivler folk hans skyld og straf.

Portrættet af Saeed er interessant, men ikke unikt. Som en blanding af Jack the Ripper, Zodiac og Travis Bickle (fra Scorseses ’Taxi Driver’) - tilsat fanatisk tro og martyr-stræben. Som Iran/Irak-krigsveteran benægter han traumatisering, men det er tydeligt at hans undrensningsmission også udføres for en højere magt. Hans indestængte vrede trickes især til en familieudflugt, ligesom det fortrængte kønsliv antydes flere gange.  

Filmens svage punkt er underligt nok den karakter, der burde stå stærkest. Reporteren Areezo Rahimi (Zar Amir Ebrahimi vandt skuespilprisen i Cannes), der insisterer på at opklare sagen. Desværre er den proces fyldt med usandsynligheder og krimiklicheer, kulminerende med hendes rolle som lokkedue. En klar afvigelse fra virkeligheden, selvom Rahimi er løst baseret på en virkelig reporter. Hun har en let kølig, ret progressiv personlighed, men eftersom Abbasis mest påtrængende tema er kvinders undertrykkelse, så må hun også stå mål for det. 

Men ’Holy Spider’ kryber alligevel uforglemmeligt ind under huden. For realiteterne er at der i Mashhad ved siden af den vældige helligdom er et kæmpe marked for prostitution og opium. Som muligvis opildner hinanden, så konfrontationen bliver uundgåelig, og der skal vælges side i det moralske fordærv. Der har politiet ingen interesse i at efterforske mordene, veteranforeningen støtter Saeeds formål, befolkningen ser fornuften i hans udrensning og familien omtaler ham som uskyldig. Hans søn ser endda op til ham i en form for heltestatus, som slutningen bekræfter ganske forfærdende.

En stærk slutning, så foruroligende at den næsten rykker ved realismen. For helt åbenlyst en grænsesøgning med leg og virkelighed, og ligeledes mellem fiktion og fakta. ’Holy Spider’ er en af årets mest tankevækkende film, og en vigtig film, som bør skabe debat og indgå i den omfattende - igen højaktuel i Iran - kamp om kvinders rettigheder. Til noget så basalt som deres egen krop, deres eget liv.