Har-har-har de set min kone?

”Nøj, for en javert!” Fuldstændigt umotiveret og rapsodisk dundrer replikken ud i teaterrummet med spontane latterudbrud til følge. Og de sporadiske spræl holder lystspillet sprudlende satirisk – næsten hele vejen til klimaks.

Det lummerlystige og fjantefjasede får frit løb i Jokum Rohdes mix af sovekammerfarce (teater) og sengekantskomedie (film). Over, under og uden dynen med ægtefolk, der hygger sig med partnerbytte og andre seksuelle rollespil. Samt på, bag og udover scenen med kunstnerne, der blotter deres krop og sjæl for lir og løjer.

Typisk for genren er ’Har-har-har de set min kone?’ et smårodet sammensurium, der sprutter af kåde overraskelser og påhit. I et heftigt tempo ruller den ret tumultariske fortælling om marxisten (Joen Højerslev) med kæmpebulen; Helle-pigen (Marie Dalsgaard) på Hotel 3xZ; teaterbossens (Lars Ranthe) henrykkelse over Vuf-Vuf-Rufus og varulve; samt den hjerneskadede starlet (Tammi Øst), der ser syner og taler i tunger.

Tammi Øst lægger vidunderlig mimik og fysik til nogle af de bedste udfoldelser med hoppende babser, stønne/hvine-sukke-lyde og ubetalelige replikker som javerten. Ligeledes kostelig er den syrede anekdote om den barberede gorilla, men man overraskes mest da Vuf-Vuf-Rufus smider forklædningen.

Desværre mister denne javertus af en knaldkomedie pusten efter netop denne demaskering og en spøjs revysang, der burde afslutte farcen med budskabet om at ”fortsætte det gode humør”. I stedet varsler et svigtet barn skæbnesvangre følger, og Henning Jensens voice over bebuder forbandelsen og labyrinten, der fører os imod dyret i os selv. Ironi, jo, men alligevel noget overdramatiseret og illusorisk.