Jeanne d'Arc

Duften af jern. Fra sværdet, men mest af alt fra blodet. Ikke det maskuline, men det kvindelige. Fra underlivet. Den moderne Jeanne d’Arc er særdeles kønsmoden, og der er kønskamp på alle fronter. 

Det stærke køn, det farlige, det magtfulde manifesterer sig fra de første stærke scener af 13-årige Jeanne, der går fra uskyld til potens – gennem menstruation, månepåvirkning og helgenvisioner. Når hun – med hånden, og senere sværdet, i skridtet – bemægtiger sig mændenes gunst og vilje, har hun allerede jordgravet sin hvide kjole og iklædt sig himmelsendte herreklæder i jernfarver og -materialer. 

Historien om den pansrede jomfru fra Lorraine, der skal befri Orléans, redde Frankrig fra de grufulde englændere og krone kongen, er så ikonisk og mytisk en kvindetragedie at helgen/martyrbilledet ofte bliver for ophøjet. Men Danica Curcic gør hende til kød og blod, med flere menneskelige nuancer. Hun ræsonnerer og forundres, finder humoren eller poesien i vanviddet. Sit eget og mændenes, der svinger forræderisk og hyklerisk.
 
De omslutter hende, bag en treleddet mur, hvorfra de også skaber forestillingens lydkulisse med munkemessen, dyre(u)noder, klokkeklange, råb og sang samt heftigt trommende håndflader. Det kutteklædte mandekor supplerer fremragende Danica, hvis kropslighed som altid er uforlignelig, ligesom hendes intonation mellem det klassiske og det moderne. Korleder Peder Holm Johansen kæmper mere fortumlet med at styre ind og ud af rollerne som faderen, soldaten, kongen og biskoppen. En del unødige scener, for hans rolle(r) burde slet ikke fylde så meget.

Der skal lidt provokation til at gøre Jeanne d’Arc til billedet på nutidens kvinde/kønskamp, og det har den svenske dramaturg Lucas Svensson kringlet ved at proppe sydende seksualitet ind i trosmotivet, så man tænker i så radikale modbaner som MeToo og Islam. Det virker absurd, men det rykker, fordi højtideligheden hives ud af teksten, især af Danica og koret.

Selvfølgelig på grænsen indimellem. Ganske sært at mændene under massevoldtægten – ”get your ass full of plum pudding” – råber Iron Maiden og Judas Priest. Også lidt underligt med France Galls Grand Prix-vinder ’Poupée de cire, poupée de son’, selvom det danske sangcitat fint indrammer temaet: ”Jeg vil ikke være en dukke for dig… jeg vil si’ ting som er mer’ end spøg fra et mekanisk legetøj.” 

Derimod ville det have været stærkt at bruge den røde blodfarve i dette dødsrige af sort/hvidt – når Jeanne tager hånden fra underlivet og smører rundt i ansigtet; når mændene voldtager hende; når hun tvinges til at tage den hvide kjole på igen. Men det svensk-danske makkerpar Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møller holder deres vanlige stil af farveløs minimalisme, hvor genistregen er en sort grusbunke fuld af symbolik. Det holder lige præcis. Fordi der er så meget riv og rav i Danica – og koret.

Kønskampen bløder mere end nogensinde i denne moderne ’Jeanne d’Arc’, og den ikoniske myte lever videre. Der gik flere hundrede år, før Jeanne d’Arc, hendes vovemod, jernvilje og bedrifter blev anerkendt og kanoniseret. Martyr(er) eller ej – hvor lang tid tager verificeringen i vor tid?