Fanny & Alexander

Med duftende, lysende træ og Ingmar Bergmans 'Fanny & Alexander' er det også blevet jul i Det Kongelige Teater. Sammen med femten af landets dygtigste skuespillere, to meget artige, dygtige børn og endeløse gardiner i rødt, grønt og sølv, lader Store Scene fortællingen om fantasien gå i gang.

Fanny og Alexander er børn i familien Ekdahl. En forsamling, der på fortræffelig vis blandt andet rummer den liderlige onkel (Mikael Birkkjær), den selvudslettende, tysktalende operasanger (Søs Egelind), den næsten altomfavnende farmor (Ghita Nørby), den skøre, gakkede tante (Bodil Jørgensen), den retfærdige og kærlige mor Emilie (Sofie Gråbøl) og den fantasifulde og elskelige far (Henrik Koefoed).

I en tale på sit teater italesætter faren teatrets kunst. Han beskriver, meget rørt, hvordan den lille verden nogen gange formår at beskrive den store. Hvordan vi i teatret kan drømme os væk og forsvinde ind i fantasien.

Den brogede familie er bundet sammen af kærlighed, og vi ler overbærende af deres fejltrin og åbenlyse skønhedsfejl. For det er jul og huset er fuld af dans, sang, latter og også mere lyssky, lunkne sengekantsaffærer. Børnene får lov til det meste og bliver puttet med fars sjove påfund og mors kys og kærlige formaninger.

Men julen varer kun lige indtil det forfærdeligste sker. Den godmodige fader bliver syg og dør.

Fanny og Alexanders tynde ben er rykket frem på scenen og deres hænder klemmer hinanden, mens Emilies sorgbrøl bag scenetæppet rusker vores maver, og alvoren i denne muntre komedie så sandeligt indtræffer.

Emilie må overtage Ekdahls teater, men forlader arbejdet efter et lille år. Hun gifter sig med den indædt onde biskop (Jens Albinus), og en kamp for kærligheden og retfærdigheden må begynde.

Alexander kæmper, godt bakket op af Fanny, modigt mod den nye husherres tyranni, og smældene fra spanskrøret svirper ganske rundhåndet fra biskoppens rasende arm. Men drengen beholder heldigvis sin vidunderlige fantasi og ud af forestillingen vokser en lilla magi, der med svajende lysekrone, åndelige kræfter og ædende flammer udfordrer ondskaben og biskoppens jerngreb.

Tre timer føles som én, og en elegant changering mellem sorg, angst, munterhed og humor gør juleforestillingen til et fuldendt værk. Den kåde tale om teatrets vidder er bekræftet af en blændende besætning, en god historie og en klassisk, men præcis og favnende iscenesættelse.