Fair Game

I 2003 afsløres Valerie Plames (Naomi Watts) status som hemmelig CIA-agent via et læk fra det Hvide Hus.

Lækket er eftersigende en del af en agressiv politisk strategi om at miskreditere Plames mand, den tidligere amerikanske diplomat Joe Wilson (Sean Penn), der i en højt profileret New York Times-artikel afslører, at Bush-administrationen har manipuleret en række efterretningsrapporter om den mulige eksistens af et irakisk atomvåbenprogram, for at retfærdiggøre invasionen af Irak få måneder tidligere.

Handlingen er baseret på den sande historie om de umenneskelige livsbetingelser Plame og Wilson stilles over for efter afsløringen af Plames identitet som hemmelig agent. Konsekvenserne er graverende i knusende grad ikke blot for hele familiens liv og levned, men også for Plames kontakter over hele verden.

Instruktør Doug Liman ('The Bourne Identity') har godt fat om dette stærke politiske drama der afdækker det politiske magtspils udvikling trin for trin – fra manipulation til konklusion. Med fuldt blus på indignationens flamme får Bush-administrationen en veritabel bredside og ironien i filmens titel er ikke til at tage fejl af.

De nuancerede og afmålte præstationer fra Penn og Watts er med til at sikre at filmens budskab går rent ind. Sidst vi så dem som on-screen par var i filmen '21 Grams' og gensynet er en fornøjelse.

Deres glimrende samspil kan dog ikke helt udviske filmens stærkt selvretfærdige tone. 'Fair Game' er uden tvivl et højaktuelt, partisk indlæg i den eviggyldige politiske debat om magtmisbrug – men filmen er også ensidigt fortalt fra den lille mands synspunkt, så man er ikke et sekund i tvivl om hvem skurken er. Det er ikke en sofistikeret fremstilling, men filmens argumentation er klokkeklar og ganske effektiv.