Demolition

Indimellem har man bare lyst til at smadre. Ting, forhold, følelser. Man tænker, drømmer og siger det måske, men man gør det ikke. Fordi man ikke bør. 

Så er det ret befriende at se ’Demolition’, hvor hovedpersonen går amok i jagten på sine følelser. De daglige succesrutiner for karrierefyren Davis (Jake Gyllenhaal) går fløjten, da han mister sin kone i en trafikulykke. Ikke fordi han føler sorg, men fordi han ikke gør. Han føler faktisk ingenting, en følelsesløshed han længe har oplevet som komfortabel, men nu trækker grænser for hans udfoldelse.

”Hvis du vil fikse noget, er du nødt til at skille det ad, og samle det igen.” Rådet er svigerfars (Chris Cooper), og Davis tager straks fat på at demontere diverse – toiletdør der knirker, en fastlåst computerskærm, et lækkende køleskab – indtil han går all in med forhammer og bulldozer på sit kølige designerhjem.

Ideen om at kigge ind i det indre – om det er defekt eller ej – ledsages af en trang til at fortælle sandheder for første gang i mange år. Ganske tilfældigt og objektivt til at starte med, men efterhånden knytter Davis bånd med Karen (Naomi Watts) og hendes 15-årige søn Chris (Judah Lewis), der også har et par skæve ideer om livskvaliteter. Karen med cannabis, Chris med glamrock og våben. Næste stop: Overskudslager og karrusel. 

Netop disse to ord er fine metaforer for ‘Demolition’, der både roder og fjoller med sine budskaber, men også opnår en vellykket vekselvirkning af store emner som livskrise og reetablering. Det er patetisk sjovt, når Davis prøver at presse gråden frem, og man er efterfølgende konstant i tvivl om hans følelser. Indtil smerten rammer. Først en fysisk smerte, som han jubler af, fordi han endelig føler noget – og siden den mentale smerte, som han derpå opsøger.

Jake Gyllenhaal viser igen sin alsidighed og gør denne sære karakter vedkommende selv i de større udsving fra stivsindet til pueril. Specielt godt matchet med stortalentet Judah Lewis som det yngre spejlbillede. Især omkring de to får canadiske Jean-Marc Vallée skabt kuriøs humor og semi-anarkistisk stemning, der desværre vender til en fuldstændig fejlslagen sentimental slutning.

Vallée får pludselig travlt med at samle ting, forhold og følelser igen, og der afvikles hurtigt og pænt, og med en alt for smart afsluttende bemærkning. Løsningen er ikke bare en legatfond, en undskyldning eller den store oprydning, men det hjælper alt sammen på humør, psyke og hjerte. Og måske er det nødvendigt af og til at flippe ud i storstil – for at forblive normal og velfungerende.