The Expendables

Sly, Arnold og Bruce Willis i samme scene, OMG!

Mødet mellem firser-action'ens to store og deres direkte arvtager er i sig selv så henrykkende et skue, at det er underordnet, hvor stift replikskifterne egentligt leveres. Det er et par filmhistoriske minutter i 'The Expendables', der efter en slagkraftig start ellers alt for hurtigt afslører sig som en godt tænkt, men skidt udført ensemble-hyldest til testosteron-drønet af i går.

Jason Statham, Jet Li, Dolph Lundgren og Mickey Rourke er med på det imponerende hold af skiftende tiders videoudlejnings-ikoner, som instruktør/forfatter/hovedrolleindehaver Sylvester Stallone har samlet omkring sig. Sammen er de mænd på en mission... og her glemte Sly så at finde på noget mere, og overlader det til førnævnte cameos, barok voldsudgydelse og altødelæggende eksplosioner at klare ærterne.

Ikke at andre blødsødne detaljer end store boller og store skydere var afgørende for, om en actionheltefilm var sej eller ej i firserne, men 'The Expendables' har så lidt at byde ind med ud over ideen om sig selv, at oplevelsen ender som et slattent jamband frem for den ultimative supergruppe, der vist var meningen.

Stallone ramte den ublu firserstil langt renere og mere medrivende med sin fjerde omgang 'Rambo' fra 2008, fordi han på godt og ondt mente det alvorligt. 'The Expendables' har samme splatter-action og ragnarok-finale, men vil både være godt gammeldags indædt og smart og selvrefererende på den moderne måde, og det magter Sly ikke i længden. Måske fordi han normalt altid smører så tykt på, at han ikke kan gennemskue, hvor den denne gang skal have et par lag ekstra.

Castet taget i betragtning, er 'The Expendables' derfor forbløffende ucool (Dolph undtaget!), men har unægtelig enkelte utrolige øjeblikke. Som Mickey Rourkes følsomme monolog om fortabelse og frelse, hvor tårerne titter frem i indtil flere aldrende kødbjerges plastikopererede øjenkroge og truer med at væde deres botox-struttende fåresygekinder. Ubetaleligt.