Red 2

Der er nu noget dejligt ved ensemble-spionfilmens trofaste elementer. Et umage kobbel af ensomme ulve, der sammen redder verden, kun med de forhåndenværende søm, store våben og rappe replikker. Alt dette er ’Red 2’ så rigeligt udstyret med. And then some. Og fans nyder det, når kugler og snappy comebacks fyger fra lærredet. Når de altså gør det.

Men genrens byggesten, som filmen faktisk jonglerer fermt, sørger ikke helt nok for den både overdrevne og fornøjelige kombination af kammeratlig action, som etteren havde kørende for sig. Fans af genren har set det meste af ’Red 2’ før i andre film.

Onde organisationer har gjort noget fælt, og vore helte må tage stilling til om hverdagslivet og agentlivet kan kombineres. Rænkespil og en heftig MacGuffin gør det svært at redde dagen og livet. Det giver ikke mening at referere handlingen, der kun er en undskyldning for hurtige likvideringer, biljagter gennem europæiske gyder, og twists som perler på den kendte snor.

Det hele har især Bruce Willis leveret før. Etteren var ikke en god film, som sådan, men i det mindste hyggede de store navne sig med at pille genren fra hinanden med et glimt i kikkertsigtet. Og det smittede.

Mary Louise Parker er stadig klodset og dejlig, og Helen Mirren dårende og dødbringende. Men det er som om de andre store navne denne gang keder sig lidt. Også når de river referencer af sig, så enhver der har set ’Dødbringende Våben 1-4’, ’The Saint’, ’Ocean’s Eleven + Twelve’ og ’M:I’ kan krydse af på action-bingopladen.

Men nye ansigter som Neal McDonough og især Byung-hun Lee æder med stor fryd genrekonventioner til morgenmad, så vi der foretrækker film til vores popcorn også har noget at tygge på. Det sikrer den sidste stjerne herfra. For når en actiontegneserie-filmatisering hverken er helt tegneserieagtig eller actionpræget nok, så kan man godt forlange lidt mere.