Hjem

Ensomhedens kor bliver større og større i disse år - også blandt unge mennesker - så det er på tide at det synges, fortælles og formidles ud, i håb om at bryde tabuet. Og det gør dette nye operaværk fremragende smukt og nærværende - endda i helt unikke omgivelser i det tidligere Vridsløselille Fængsel.

Librettist Stine Rejnholt - der tager imod publikum ved den ikoniske, grønne fængselsport og viser rundt resten af aftenen - er idekvinden bag at samle forskellige menneskers historier og følelser om ensomhed i denne stillevandring gennem gange, rum, afsatser og tremmeværk som har deres egne isolationstraumer. Som den første linje lyder: "Jeg er her alene." 

Teksterne rammer med umiddelbarhed og ærlighed. I velkendte temaer som samfundets forventninger om familie, status, normer og fællesskaber versus at føle sig forkert, alene og afvist. Men ord og vers rummer dagligdagens poesi og udtrykkes i fin balance mellem sårbart og stærkt, besindigt og desperat. Og hæmningsløst sarkastisk i en enkelt sang, der burde hedde kneppe-sangen. 

Operasolisterne Nana Bugge Rasmussen (mezzosopran), Steffen Bruun (bas), Jens Christian Tvilum (tenor) og Nina Bols Lundgren (sopran) er alle fremragende i velklang og genklang, og samspillet med koret på omkring 40 (mestendels lokale frivillige) giver indimellem gåsehud over den urkraft, der ligger i temaer og harmonier. 

Sangen er helt i fokus og akkompagneres af en (ensom) cello - spillet af Andrew Power - hvis dybe, smukke toner får ekstra intensitet af et elektronisk mix. Stortalentet Josefine Opsahl - der selv er prisbelønnet cellist - har skabt et værk, hvis primære musiktoner er dybe og dunkle, men fuld af liv og håb fra de kraftfulde stemmer. 

’Hjem’ er iscenesat med intimitet og nærhed af instruktør Nullo Facchino (tidligere Cantabile2) og scenograf Sara Topsøe-Jensen (Carte Blanche), og man mærker deres erfaringer med særligt sansende teater i både site specific og human specifik performances. Eksempelvis flowet med lys (kæmpe panoramagang) og mørke (lommelygter som eneste lyskilde), og den eminente rumklang  i det panoptikon-centrum for de fire længer, der oprindeligt udgjorde fængselsgangene.

Ligeledes forstærkes sindsstemningerne af performer Kamma Rosenbeck, der som en åndelig ledsager kravler rundt blandt de ensomme og deres simple interiør. Måske som de gamle fængselssjæle, der stadig søger at slippe ud af de ensomme lænker og gitterværk. I hvertfald finder hun til sidst en ledsager - som har løsnet sig selv af restriktive reb (a la traditionel japansk shibari). 

Fornemmelsen af udvikling fra ensomhed til fællesskab flyder gennem hele forestillingen - fra de første strofer om at ingen taler om at nogen er alene, til den sidste hymne hvor verden danser sammen - og publikum skal nu møde hinanden over fællesspisning i mikrobyggeriet Slowburn. Også det er ganske unikt, og en kærlig opfordring om at høre, se, omfavne, mærke andre mennesker. Måske er de ensomme, og måske kan vi hjælpe hinanden. Det har de gjort i ’Hjem’, turdet at satse, fortalt historierne, så nu er det vores tur!