Elf - The Musical

Der er kendisser og julestemning for fuld udblæsning i Tivolis opsætning af Disney-klassikeren ’Elf’. Christiane Schaumburg-Müller, Tommy Kenter, Niels Ellergaard og Julie Steincke, og i rollen som alfen Brormand står Pelle Emil Hebsgaard med charmen skruet på. Men showet kommer ikke helt ud over den storstilede rampe.

Brormand lever sammen med julemanden og alferne i Grønland, men der er noget galt. Han er dobbelt så høj som alle de andre og det går op for ham, at han slet ikke er alf, men menneske. Forsynet med snabelsko og grøn tophue tager han turen mod København for at finde sin biologiske far. 

Selvom han er menneske, opfører han sig ikke sådan. Han naive alfevæsen er noget af et problem for de mennesker, han render ind i, og i særlig grad for hans far (Niels Ellegaard). Jokesne ligger lige til højrebenet, som når Brormand Alf intetanende proklamerer, at han vil give en sød pige en tur i julemandens kane. Der grines og fnises bag hans ryg, men snart falder hans stedmor (efter et hemmeligt DNA-match mellem hendes mand og den forsvundne søn) og halvlillebror for hans charme, og Brormand bliver lukket ind i familien. Sådan da. Der er dømt komik, forviklingshistorier og sød kærlighed på bedste Disney-maner. 

’Elf’ har været opsat både på Broadway og West End, før den nu har Danmarkspremiere i Tivoli, og scenografien, dansen og showfaktoren er faktisk også tæt på Broadway. Det er visuelt vildt, overvældende og der er flere scener med så meget at se på, at man ikke kan få det hele med. 

Instruktør Mads M. Nielsen har forsøgt med en fordanskning, sådan at Brormands far arbejder i Axel Towers – og at han forvisses til Magasin, når politiet får besked på at han har hjemme i julemandens værksted. Men referencerne er flade og lugter af product replacement. En joke om, at hans skal rejse til øen af affald over Langebro long bridge for at finde København gør det ikke meget bedre. Det må simpelthen kunne gøres sjovere. 

Brormand når frem og fortvivles dybt over menneskene. De voksne tror slet ikke på julemanden og den julestemning, der fungerer som brændstof for julemandens kane, ser ud til at være alvorligt truet. Brormand må gøre noget, og på klodset, barnlig maner får han både lavet rav i den – og måske reddet julen. 

Der er masser af fine detaljer i Tivolis opsætning. Alferne i julemandens værksted bevæger sig rundt på scenen med små, søde ben, så man næsten tror det er synsbedrag. Danserne står på skøjter og røgen flyder over de københavnske tage, mens Brormands kærlighed Julie (Christiane Schaumburg-Müller) kommer svævende ind på en glittermåne. Liveorkesteret under ledelse af Peter Jensen er synlige bagerst på scenen og danner en rigtig god ramme om det hele. 

Mest rørende er scenerne i familiens hjem, hvor Brormand forbeholdent lukkes ind, og i det ømme øjeblik, hvor Julie overgiver sig til Brormand, som ellers er alt, alt for fremme i skoene. Pelle Emil Hebsgaard gør det rigtig godt. Hans sang, dans og energi imponerer, kun er rollen lidt for overgearet til at han kan vise hele sit repertoire. Særligt bemærket gør Camilla Bendix sig også i rollen som den lune sekretær. 

Alligevel kommer showet ikke helt ud over rampen, måske fordi den fremstår for skingert for et dansk publikum, eller måske fordi spillet ikke helt kan holde last og brast med effekterne. Eller måske bare fordi, historien er, som Disney nu engang er, og forudsigeligheden derfor gør det for kedeligt. Noget hindrer den helt store juleoplevelse i at komme ud over scenekanten. I hvert fald til et voksent publikum. Man kunne have håbet på mere kvalitet af så storstilet en opsætning, som har alle midler til sin rådighed.