Eddie – The Sleepwalking Cannibal

”Man kan ikke vente på inspirationen. Man bliver nødt til at opsøge den – med en kølle.”

Så sandt, så dødsikkert. Det velkendte citat af den amerikanske forfatter Jack London er stadig lige veloplagt, og oplagt til at tage bogstaveligt. Så det gør denne dansk-canadiske gyserkomedie – for fuld kølle!

Fra første voldsjove scene er stemningen sat for links mellem vild natur og forbilledlig begavelse. Og et fint hint om rationaliseringen af drab. Med underlægningsmusik af de store operamaestroer, ej at forglemme.

Med en 10-årig skaberblokade i bagagen flytter den danske kunstmaler Lars Olafssen (Thure Lindhardt) til en sneklædt, canadisk lilleby, hvor hans agent har fixet et job på en kunstskole. Skolen holder sig smalt kørende med en mæcen, hvis donationer betinges af hendes enfoldige nevø Eddies (Dylan Smith) velbefindende.

Og således får Lars en bofælle, der skal vise sig at være noget af en sidegevinst. For Eddie vralter halvnøgen rundt om natten for at tilfredsstille sit slumrende kannibal-gen, og ved synet af blod og afrevne lemmer beruses Lars til at svinge penslerne vildt og inderligt igen. Men pludselig sover Eddie trygt og godt – og Lars savner sit skaberblod.

Hvad gør man ikke for kunsten? For inspirationen? Der findes utallige historier om kunstneres ofringer for deres værker, men dette er muligvis den første, der sammenkæder søvngængeri, kannibalisme, maleblokade – og opera.

Der trampes vellystent hen over kunstsnobberiet med en overrumplende og absurdsjov tilgang til den kreative proces. Desværre får man aldrig lov at se malerkunsten, hvilket er underligt, når nu instruktøren er tidligere kunststuderende, og man nemt kunne forestille sig ekstra splatterkolorit.

Første halvdel af filmen er klart bedst, for efterhånden som tempoet skrues op, sætter en vis forudsigelighed ind. Anden halvdel mister nerve i personrelationerne og suspense i handlingen, idet alt tromles ned af hovsa-komik og ultra-splat. Med tanke på, hvor eminent de lakoniske operakommentarer fungerer, skulle man måske ha’ skulet mere til den slags melodrama og tragedie, som opera leverer.

Men kedeligt bliver det alligevel aldrig i ‘Eddie – The Sleepwalking Cannibal’, og mellem natlige rusture og spøjse kunstlektioner udspringer et sært venskab, et umage makkerpar, som giver filmen en løjerlig charme. Med eller uden kølle... øh, pensel!