3096 dage

”Virkeligheden var meget værre.” Sagt af Natascha Kampusch efter premieren på ’3096 dage’, der er baseret på hendes biografi. Og man tror hende. For filmen kommer kun sjældent helt ind under huden på hende og det otteårige kældermareridt, som Wolfgang Priklopil udsatte hende for.

Kampuschs kidnapning er kendt – i store træk – af de fleste, og det hæmmer fortællingen at man kender slutningen. Med startsekvensen og -replikken: ”Det var indlysende at kun en af os kunne overleve – og det skulle blive mig”, undermineres det åbenlyse med et sløret tidsbillede. Men i stedet for at bibeholde denne divergente fortællemåde, går det kronologisk kedeligt frem.

Autenticiteten skinner igennem i nedbrydningen af den unge pigesjæl. Og i vendepunktet, hvor Natascha indser at hun kan udnytte, at han er ligeså bundet til hende, som hun til ham. Det psykologiske spil fungerer fint, men bliver kun rigtigt nervepirrende i et par scener. Ligeledes med den klaustrofobiske stemning, som burde indfinde sig øjeblikkeligt i dette underjordiske rum på seks kvadratmeter.

Dramaet holdes kørende af de to hovedroller. Danske Thure Lindhardt er udmærket som den vanefikserede og kærlighedsforsømte mand, der stadig opfører sig som et barn. Han evner både den psykopatiske kontrol og den umodne legesyge i Priklopil. Særligt tvetydig i råbene over samtaleanlægget: Adlyd mig! Adlyd mig!

Endnu stærkere virker Natascha i irske Antonia Campbell-Hughes’ skræmmende skeletagtige skikkelse – sårbarhed og råstyrke i et.

I jagten på håbet over grusomheden bliver ’3096 dage’ en underlig flygtig sag. Alt for meget antydes alt for svagt, så det bare hænger i luften. Ikke på den pirrende, interessante måde men nærmere som usikkerheder, der opløser hinanden. Eksempelvis insinuationerne omkring Priklopils seksualitet – fra pubertær og besidderisk voldelig til pædofile tendenser og homoseksualitet.

I slutningen fornemmer man en lille snert af kompleksiteten i Kampuschs følelsesliv, da hun efter kort tids frihed spørger politiet, om der er noget nyt om ham. Man kan slet ikke forestille sig Kampuschs følelsesliv i årene efter denne mentale og fysiske chokoplevelse. Og efter ’3096 dage’ er man atter bekræftet i, at virkelighed er meget grummere end film.