X & Y

Hvis tre forskellige sider af din personlighed skulle udspilles på film, hvem ville du så vælge som skuespillere? Inspirationen får du her i svenske Anna Odells semi-dokumentariske leg med identitet, hendes egen og Skandinaviens største machomand, Mikael Persbrandt.

Overskrifterne har været mange i hjemlandet, og denne mediedel af identitetsudforskningen bliver hurtigt en dominerende sky over de mere interessante emner, som filmideen er startet på: De mandlige og kvindelige identiteter, samt den person vi er (ser os selv som), den vi ønsker at være og den som andre ser. 

Som sine alter egoer har Odell valgt Jens Albinus, Sofie Gråbøl og Vera Vitali – som henholdsvis den neurotiske og frygtsomme; den logiske og kunstneriske; den udfordrende og sensuelle. Det er en mildest talt ustyrlig opgave de roder sig ud i, for deres karakter går mere efter provokationen end ægtheden. Især Albinus lader sig manipulere, imens Gråbøl går i baglås over de seksuelle tiltag.

Persbrandt har ikke selv valgt sine stand-ins, og der opstår hurtigt sære, sjove konfrontationer med primært Thure Lindhardt, der puster sig op som den destruktive side Persbrandt ellers efterhånden har lært at takle. Trine Dyrholm er også god til at puste til ilden i alfahanen med det intelligente, kontrollerende ego, imens Shanti Roney kæmper med at slå igennem med den følsomme, kunstneriske side. 

Det skaber virkelig mange medrivende scener, ikke mindst vellykket hvor de forskellige køn mikses i udforskningen af den følelsesmæssige udligning kønnene i mellem. Men det er mest sjov og ballade, for ret snart mister man troen på det dokumentariske og improviserende, selvom der tit hysses over et manglende manuskript fra Odell. Men uden manuskript kræver det jo at skuespillerne ved meget personlige ting om deres alter ego, hvilket kun antydes svagt i nogle korte audition-agtige klip, og når skuespillerne så indimellem bryder Odells regel om konstant at være i karakter, skrider realitetssansen.

Allerede i optakten viste denne dobbelthed sig, da de to hovedpersoner lover hinanden at de går all-in på projektet, og i minutterne efter siger Odell, at ingen – skuespillere som publikum – vil kunne vide hvad der er virkelighed og fiktion. 

Setuppet kridter op til at Mikael Persbrandt er hovedperson og dermed den der skal blottes. Ikke mindst fordi Odell snakker en del – til Persbrandt, producere og publikum – om en særlig sexscene, hvor de iført selvsyet prærieulvepels skal penetrere hinanden. Men det er endnu et filmstunt under det gennemgående medietema, at pirke folks skandalelyst.

For det ender selvfølgelig med at afsløre mere om Anna Odell. Uden at det egentlig føles som en ægte og ny afsløring, eftersom hendes film ’Gensynet’ og ’Okänd, kvinna 2009-349701’ var meget mere nyskabende og grænseoverskridende. 

Mine tre filmiske alter egoer? Kim Basinger, Demi Moore… og Mikael Persbrandt. Ikke baseret på denne film, for hans kompleksitet skrabes kun lige mikroskopisk her. ’X & Y’ er et inciterende, sjovt eksperiment, men ikke helt vellykket hvis man forventer dybere, fuldlødige afsløringer, som der ellers lægges op til. Så skal man se Odells andre film, og læse Persbrandts biografi ’Som jeg husker det.’