Warm Bodies

Kristen Stewart har en blond, australsk dobbeltgænger. Teresa Palmer hedder hun. Begge starletter foretrækker fyre uden puls. Stewart vælger vampyrer. Palmer hælder til zombier.

Nærmere bestemt zombien R (Nicholas Hoult). Palmer som pigen, der genopliver hans hjerte, hedder Julie. R…omeo og Julie?

R er nu ingen almindelig zombie. Han reflekterer over tilværelsen. Undrer sig over sit eksistentielle dødvande. Over zombiernes formålsløse færden og uforståelige grynt. En atypisk zombie. Milevis fra popkulturens primitive, hjernedøde eksistens med dinglende lemmer, slæbende fødder og blanke øjne. R er en filosof. En drømmer.

Forelskelsen slår helt uventet ned i R til tonerne af firserballaden 'Missing You'. Lige efter at han har fortæret hjernen på Julies kæreste. Lige inden zombiehorden kaster sig frådende over hende.

I denne korte stund slår kærligheden rod. Skønheden bliver skånet og slæbt med hjem. Modstanden hos Julie er stor, mistroen overvældende. Men R udviser overraskende humanitet. Stilhed spirer til sympati. Fra fordom til forelskelse. Er der overhovedet plads til kærlighedshungrende zombier, når menuen står på menneskekød?

Manusforfatteren og instruktøren, Jonathan Levine, mestrer den komiske tilgang til et tragisk emne. Både i kræftkomedien '50/50' og i 'Warm Bodies' vender han vrangen ud på et velkendt tema, så det stimulerer tænketanken.

Fantastisk forfriskende at synsvinklen er tildelt zombien, som pr. definition er blottet for enhver tankevirksomhed og følelsesliv. Siden George A. Romeros zombieopus i 1968 er zombiemytologien blevet forvist til én stereotyp. Tak til Levine, som rusker op i monotonien og omdefinerer zombiernes gådefulde natur.

Her er ingen shakespeareansk sonatekærlighed, men avantgarde-amour. Spækket med nostalgisk poesi, særligt når R spiser hjernesnacks og derigennem visualiserer vedkommendes livserfaringer. Små, tilsyneladende ubetydelige øjeblikke, som i deres smertende fravær demonstrerer uanet betydningsfuldhed. Rammende og rørende!

Måske er det banalt, at kærligheden kurerer alt. ”Menneske vs. monster” er bestemt også et filmisk deja-vu. Alligevel føles 'Warm Bodies' som en genremæssig genfødsel. Indlevende præstationer og et suverænt soundtrack kvalitetssikrer oplevelsen.

Filmen giver én en ubændig lyst til at blive forelsket i en zombie. Eller blive forelsket i det hele taget!