Studio 666

Der er ingen pæn måde at sige det: ’Studio 666’ er ikke en god film – faktisk er det muligvis en af årets dårligste film, men det er naturligvis i sig selv en imponerende præstation.

Rock & Roll Hall of Fame-bandet Foo Fighters står overfor at skulle indspille deres 10. album og fordi det er deres jubilæum, vil de lave noget nyt, ryste posen om man så må sige. Deres pladeselskabsboss foreslår derfor at de flytter ind i et palæ i Encino uden for L.A. for at få ny inspiration. Hvad bandet ikke ved, er at det store hus er gennemsyret af sin egen uhyggelige rockhistorie. Dave Grohl er knapt trådt ind i huset før han mærker at alt ikke er normalt. Der er overnaturlige kræfter på spil og det begynder hurtigt at true både færdiggørelsen af albummet og bandets liv.

Det er Foo Fighters frontmand Dave Grohl, der har skrevet historien bag filmen (men ikke manuskriptet) og måske har han haft en off-dag, for han kan faktisk godt skrive – også utroligt morsomt, hvilket man kan opleve i hans selvbiografi ’The Storyteller: Tales of Life and Music’ der udkom sidste år. Læs den!

’Studio 666’ har sikkert været tænkt som en uhyggelig-sjov film, der bygger bro til den kreative attitude og anarkiske legesyge, som bandet længe har vist i deres musikvideoer, men det lykkedes desværre ikke. Det er en splatterfilm på lavt niveau og den er hverken rigtigt sjov eller rigtig uhyggelig. Det er muligt at bandet og de andre involverede har haft en fest med at indspille filmen, men det er ikke sjovt at være vidner til andres fest. 

Inspiration er tydeligvis hentet fra blandt andet John Carpenter, hvis film op gennem 1970’erne og 80’erne stadig inspirerer horror-instruktører med sit særlige visuelle udtryk, energi og lyd. Der er ikke noget galt i at hylde tidligere tiders genremestre – se blot på Quentin Tarantino - men det skal gøres ordentligt, og det lever ’Studio 666’ ikke op til.