Disorder
THRILLERDRAMA
Originaltitel: Maryland
Premiere 4. august 2016
Superopmærksom eller topparanoid? Ikke det bedste udgangspunkt når man skal agere livvagt for en rigmandskone og -dreng. Men en udmærket spændingskurve for en PTSD-thriller.
Kroppen er mærket med ”chaos”, og sjælen med PTSD – deraf titlen ’Disorder’ – og alligevel ønsker den hjemsendte franske soldat Vincent (Matthias Schoenaerts) bare at vende tilbage til Afghanistans krigszoner. Så da han hyres til at beskytte en skummel libanesisk forretningsmands kone (Diane Kruger) og deres søn, er hans kampberedskab anfægteligt. For er der fare på færde, eller er det indbildning?
Intensiteten sitrer i hver en pore af Matthias Schoenaerts’ ansigt og krop, og hans enestående sårbarhed spiller fænomenalt med hans naturlige maskulinitet. Helt på højde med hans pragtpræstationer i ’Bullhead’ og ’Smagen af rust og ben’. Men den franske instruktør Alice Winocour giver ham ikke meget at udtrykke her, trods hun har skrevet rollen til ham og hele filmen udspiller sig fra hans synsvinkel.
Handlingen er meget spinkel og noget irrationel, særligt omkring kvindens rolle og deres indbyrdes tiltrækning. Skal man krybe ind i soldatens traumefysik kræver det mere viden om hans fortid, før og under militærtjenesten. Ærgerligt, for kameraet går supertæt på Schoenaerts, og Winocour skaber foruroligende nerve med et nedtonet, køligt lyddesign og elektronisk score af Gesaffelstein.
Slutningen er smuk og smertende, og samler trådene for det underliggende tema om mandlig kropslighed. Behovet for at bruge kroppen, udtrykke styrke gennem den, beskytte nogen eller noget. At føle der er brug for éns indsats og at opnå anerkendelse. En tanketråd, der hænger ved – præcis som slutbilledet.