Klokkeren fra Notre Dame

Overvældende i al sin magt – fra det klokkebimlende kirketårn til den dunkle fangekælder med uhyggelig rumklang – der er fuld knald på familieshowet med Fredericia Teater, der nu har rykket succesforestillingen ’Klokkeren fra Notre Dame’ til Det Kongelige Teater.

For de klassiske Disney-dyder som kærlighed og venskaber trænger naturligvis igennem de ellers grumme temaer fra Victor Hugos roman: Kirkevælde og magtmanipulation, fremmedhad og intolerance overfor det afvigende. Ligesom magien mikses ind i den seksuelle besættelse, så det bliver mere familievenligt, og man kan passe et velkendt renæssancedrama ind: Hekseforfølgelse. 

Selve historien er trimmet mindre sentimental end Disneys filmudgave, særligt er der pillet effektivt ved slutningen (med hint til Hugo, endda). Og man er ikke bange for at benævne samfundets grimhed, eksempelvis i grundtemaet om ”hvem er et monster og hvem er en mand?” Uden i øvrigt at rode for meget rundt i klicheerne omkring indre og ydre skønhed.

Den pukkelryggede Quasimodo svinger sig i klokkerebet øverst over Paris, men drømmer om at slippe væk fra de trygge mure hævdet af den egennyttige onkel og ærkepater Frollo. Men nede i de mangfoldige gader sværmer alskens følelser og drifter, så både Quasimodo, Frollo og den unge soldat Phoebus betages af sigøjnerpigen Esmeralda. Tre forskellige slags kærlighed, der får fatale følger af magt, vold og ulykke.

Kirken fylder meget – tekstligt, visuelt og musikalsk. En fin cadeau til Hugo, ligesom den herlige kongescene. Men selvfølgelig også fordi det er utroligt virkningsfuldt og stærkt i kontrasterne. Det rigide vs. det livlige, undertrykkende vs. livsbekræftende, pres vs. frihed osv. Et vist ophøjet overgear undgås ikke i tale, sang og musik, når religionen hele tiden skal indover, men det er en del af det unikke ved Alan Menken og Stephen Schwartz’ musical, og udførelsen er topgennemført af det energiske Fredericia-ensemble. 

De fire hovedpersoner er simpelthen suveræn casting. Lars Mølsted er elskelig og spøjs som antihelten, og hans to sange ’En dag’ og især ’Kold som sten’ er absolutte sanglige højdepunkter. Som ærkediakonen er Mads M. Nielsen vellykket pompøs i sit spil og befalende i sin sang, markant anderledes fra de andre musicalklassiske sangere. Som Christian Lunds charmelækre røst, der passer perfekt til en typisk Disney-helt som kaptajn Phoebus, og Bjørg Gamst, hvis dybe stemmekraft understreger det eksotiske sus i Esmeralda.

Overvældende er igen det visuelle udtryk, som scenograf Benjamin La Cour har skabt. Endnu flottere videografik, der sætter omgivelserne effektfuldt sammen med træbjælker, stiger og skulpturer, samt svalegange og podium ud blandt os publikummer. Hvis man da ikke er dem, der sidder helt oppe på scenen i en kirkebænk, der drejer med scenografiens omskiftelighed. Man føler sig virkelig opslugt af stemning og miljø her. Fra brændende huse, en hemmelig Mirakelplads og imponerende vinduesmosaik i kirkerummet, til udsigten fra toppen af Notre Dame. 

’Hvor mirakler sker’ er en af de mere populære sange, og sådan føles ’Klokkeren fra Notre Dame’: Som en masse små og store mirakler, der bare spiller fuldt ud og ringer klokkeklart i samspil. En bragende flot musicaloplevelse, der favner bredt og underholder stort.