Det Blå, Blå Hav

Lyden af glasperler der rammer noget hårdt. Overalt i rummet. Mellem publikum et dyb af papirkonfetti i blege farver. Jeg synker sammen i min stol og funderer over, hvilke forestillinger jeg kan aflyse, jeg er mættet af indtryk, udmattet af at tænke, føle, vurdere.

En ung mand rejser sig og taler om stjernerne. Han vil betragte himlen der lyser særligt en dag i efteråret, han desværre har glemt hvornår er. Manden hedder Darko og hans bedste ven hedder Elle. I en forstadsghetto hvor dyb fortvivlelse, druk, vold og død fylder tiden ud, glemmer Darko alt i en sky af dalende konfetti. Hans sind er kun brudstykker af tanker, mens han fumler med tørresnoren for at gøre en ende på elendigheden og – heldigvis – pludseligt får øjnene op for pigen, Motte.

Motte drømmer om blåt hav, Darko om klare stjernenætter. Den smukkeste, skrøbelige, meningsfulde kærlighed opstår og overlevelsen midt i alt det grå fortsætter.

Jeg har for længst sluppet alle tanker, min krop og mit hoved er hos Darko, Elle og Motte. Midt i flagrende konfetti der, sammen med hundredvis af liter alkohol, omslutter dem i en masse af ingenting.

'Det Blå, Blå Hav' er en utrolig vigtig forestilling om fattige, fortabte mennesker i Danmark og resten af Europa. Efterladt i ghettoer er de overladt til deres alkoholmisbrug, aborter, selvmord og voldtægter uden mulighed for at trænge ud til os andre.

Dramatikeren, Nis-Momme Stockmann, kaster sig modigt ud i de uuddannede, lavestståendes dialog uden frygt for de sentimentale klicheer. Replikker som "hold om mig" og "jeg elsker dig" er rørende fordi de kommer fra mennesker, der ikke formår et andet sprog. Det at omfavne hinanden er sværere end at slå hinanden ihjel.

Lyden af glasperler rammer noget hårdt, mens menneskeskæbner visner bort i en sky af konfetti. Og mens Darko betragter bjørnen i zoologisk have tænker han på, hvis skyld det er, at han skal leve et lorteliv i en lorteghetto. Er det dyrepasserens skyld at bjørnen er i bur? Er det bjørnens egen skyld? Publikums?

Isolerede fra os andre kan de skrige deres lunger ømme, os andre kan alligevel ikke høre dem. Men i aften kan vi.

Om Motte når det blå hav og Darko ser sine stjerner vil jeg ikke komme nærmere ind på. Holdet bag forestillingen fortjener stjerner af guld. Dette er hvad teater skal og kan. Vise os andre mennesker. Give os indblik i liv vi ikke møder og følelser vi ikke forstår. Bagefter i baren bliver der skålet for medmenneskeligheden. Jeg er taknemmelig for at være der og ved, at hvis 'Det Blå, Blå Hav' spillede hver aften, ville jeg ikke aflyse en eneste forestilling.