Call Me By Your Name

I et lækkert overflødighedshorn i Lombardiet tilbringer den 17-årige Elio (Timothée Chalamet) sommeren 1983 med hans familie og venner. Det meste af tiden ligger han og læser, transskriberer klassisk musik fra sin walkman, bader i smukke søer og drikker limoncello eller friskpresset abrikossaft.

Han er fra en familie, hvori man diskuterer den etymologiske oprindelse af ordet abrikos, simultanoversætter franske romantiske middelalderhistorier eller spiller Bach på klaveret som Franz Liszt ville have gjort, eller på guitar som Ferruccio Busoni. Det er næsten for godt til at være sandt.

På samme måde var det næsten for perfekt, da Tilda Swinton spankulerede rundt i milanesiske palæer i ’I am Love’, eller som verdenskendt rockstjerne på en syditaliensk ø i ’A Bigger Splash’. Begge film er ligeledes instrueret af Luca Guadagnino, der med ’Call Me By Your Name’ færdiggør sin begærstrilogi, og står med chancen for at vinde den største pris, bedste film ved årets Oscar-fest.

Filmatiseringen af 2007-romanen af samme navn, er en kærlighedserklæring til Lombardia-egnen og byen Crema, hvor Luca Guadagnino selv bor. Og til en tid, hvor han selv var teenager, gennem tøjet og musikken, hvad end det er italiensk disco, kærlighedstemaet ’Love My Way’ fra new wave-bandet The Psychedelic Furs, eller de nykreerede mesterværker af Sufjan Stevens. Men mest af alt er det en hyldest til det begær vi ikke må undertrykke, og kærlighedshistorien blomstrer som abrikos- og ferskentræerne, der omkranser den smukke villa.

Elios begær går i flere retninger, både til hans veninde Marzia (Esther Garrel) og den amerikanske Oliver (Armie Hammer), der er indlogeret i villaen over sommeren. Følelserne mod Oliver når vilde højder, og der refereres til kejser Hadrians kærlighed til Antinous og den græske billedhugger Praxiteles' passion for formgivelsen og kunsten. 

Men begæret og overflødighedshornet risikerer at flyde over, og som sommeren går på hæld bliver fersknerne overmodne og symbolikken skrues op med både næseblod og hudafskrabninger der er tæt på at blive betændte. 

Ved siden af Olivers seng hænger endda et selvportræt af den amerikanske fotograf Robert Mapplethorpe foran et pentagram, der kradser lidt dybere til begærets skyggesider. Elio finder ligeledes en stolthed i at bære Davidsstjernen som et symbol for noget han har lært at være lidt diskret omkring, om dette kun refererer til religionen eller også inkluderer følelses- og seksuallivet.

’Call Me By Your Name’ er guf for øre og øjne, ligemeget om man søger dette overflødighedshorn af symbolik, 80er-fashion eller norditaliensk natur og arkitektur. Men filmen når meget dybere end det overfladisk lækre, og minder os direkte om at vi har ét hjerte og én krop, som vi skal bruge mens vi har muligheden, uanset hvilken retning vores begær går.