Hanna

Hvad er det med dødbringende pigebørn på film i disse år? I den poetiske og hårdtslående fabel ’Hanna’ er Saoirse Ronan den seneste. I modsætning til for eksempel hardware-tunge Hit Girl i ’Kick-Ass’, slår hun mest ihjel med de bare næver.

Hanna på 16 er opvokset i den finske vildmark med sin far (Eric Bana), en afhoppet agent. Hun har aldrig kendt andre eller andet. Han har trænet hende til at være en fattet dræbermaskine, der altid kan forsvare sig selv.

Dagen oprinder, hvor hun føler sig klar til at udføre den mission, han har trænet hende til. Nemlig at dræbe karriereagenten Marissa Wiegler (en fantastisk Cate Blanchett), der er skyld i, at de to er i skjul.

Nu begynder en rejse væk fra den trygge skov og ud i den barske virkelighed, hvor der er andre mennesker. Teenagepigen er en effektiv slagter, men kan hun undslippe heksen, der vil dræbe hende for enhver pris?

Hanna må til Berlin, og det ved Wiegler. Det er her, det begyndte og hér, det må ende. Derfor hyrer den både indsmigrende og hårde agent-moster en gammel tysk ven, bøssen Isaacs (Tom Hollander, der altid er god for en lidt filmset og eminent skurk, men her overgår sig selv). Hun støber kuglerne, og han er den, der iført jernrør, afbleget hår, joggingdragt og to tavse nynazister, forsøger at stoppe både far og datter. Det er smudsigt at rydde fortiden af vejen.

Joe Wright har med ’Hanna’ skabt et sindssygt smuk action-eventyr, der både yder retfærdighed til det menneskelige og følsomme, men som i den grad giver los, når der skal lammetæves. Han veksler ikke mellem det nære og varme og den beskidte action, men væver dem sammen.

Historien giver for så vidt ikke den store mening, men man er ligeglad, fordi figurerne gør. De er ikke arketyper. Men en far. En uskyldig pige. En bedstemor. Og ond, ond heks.

Saoirse Ronan rammer klokkerent både den konfliktfyldte, sårbare teenager og den iskolde slagter i en og samme spinkle skikkelse. Da hun hægter sig på en skør hippiefamilie på gennemrejse, får hun endelig muligheden for at forstå nogle af de ting, som hendes far har læst op fra leksikonet, men som hun aldrig har mødt i virkeligheden. Kys, for eksempel. Musik. Venskab.

Teksturer og lys gør de mange forskellige miljøer, filmen foregår i, levende og håndgribelige også i kraft af musikken. The Chemical Brothers, der til ’Hanna’ har skabt deres første soundtrack, får pulsen helt op i flugtscenerne, og får understreget pigebarnets fremmedgjorthed i en verden af beton og løgne.

På overfladen er filmen en ’Bourne Identity’ møder Grimms eventyr – men den rummer så meget mere. Hannas flugt og kamp er, som alle eventyr (og teenageliv vel), en rejse mod at finde sig selv. I det kuldslåede og barske endelige opgør i et koldkrigs-lignende Berlin, gør hun netop det. Tag gerne en teenager i hånden og rejs med.