Benedetta

Guilty pleasures. De fleste har nok haft det sådan med en eller (højst sandsynligt) flere af Paul Verhoevens film, og han gør det naturligvis igen med ’Benedetta’. Provokerer, udpensler, vulgariserer og agiterer så det fryder, og man helt skamløst nyder de forbudte fornøjelser. 

Det tabuiserede handler om sex, men som så ofte før drejer det sig mere om magt. Den magt, som kirken udøver. En mandsdomineret verden, som titelkarakteren udfordrer og manipulerer til egen vinding med en begærlighed, der mikser åndelige åbenbaringer og kropslig hengivenhed.

Benedetta (Virginie Efira) kommer som barn til et kloster i 1700-tallets Toscana, med en stærk tro på sit religiøse kald udi særlige evner samt syner af Jesus. Som voksen bliver visionerne vildere og ofte efterfulgt af smerte, som hun pålægger sig selv eller andre. Især den nyankomne Bartolomea (Daphne Patakia), som hun indleder en seksuel leg med. Samtidig har hun tilranet sig magten på klostret, og den forhenværende abbedisse (Charlotte Rampling) har luret dem, og rakt ud efter inkvisition. 

Filmen er inspireret af nonnen Benedetta Carlini, og Judith C. Browns gennemresearchede bog om hende ’Immodest Acts: The Life of a Lesbian Nun in Renaissance Italy,’ og Verhoeven slynger sikkert ekstra svulstighed og semi-satirisk stil ind, men de kontroversielle emner var allerede blotlagt i bogen: Religiøs magt, kønsroller, undertrykkelse, blasfemi, sadomasochisme, voyeurisme og sex, der ikke bare er nonnesex men også lesbisk sex.

Men sexscenerne er slet ikke så passionerede som forventet, de har et køligt, krævende og udnyttende skær, ikke mindst fordi begge kvinder har udtrykt at de er skamløse og smertesøgende. Der er rolle- og magtspil i lagnerne og vekselvirkningen mellem seksualitet og religion pointeres af den største provokation: En Jomfru Maria-statue (som Benedetta fik af sin mor som barn), som Bartolomea skærer til dildo. Modparten er pæren, en vaginal torturdevice, medbragt af inkvisitoren (Lambert Wilson).

Denne dobbelthed dominerer fortællingen og karakterne, og forstærker den tvivl der var så grundlæggende i Benedetta-sagen. Visionær eller vanvittig? Jesus-billederne er som drømme af lige dele romantik og rovdrift, og fungerer ofte som optakt til den kropslige ekstase, enten med Jesus-visionen eller Jomfru Maria-figuren. Selv den gode, ældre abbedisse er egennyttig og hævngerrig. Alt og alle synes at være en blanding af godt og ondt.

Der er mange lag i Verhoevens nonne-ballade, men primært prikker han til religiøst hykleri og moralsk tvetydighed på sin velkendte svulstige og semi-satiriske stil. For hvem beslutter egentlig hvad, der er Guds vilje? Det er paradokset i al religion: At det meste betinges af tro. Og i tvivl og mistillid vinder magten, materialismen og fantatismen oftest.