Anne Frank

Omkring os er støvet banket op, som efter en omgang flamenco et sted i syden. Republiques store scene henlægger i dunkel belysning, og i de få lyssøjler som toner frem danser støvet let. En stemningsfuld atmosfære er sat.

Langsomt kommer musikerne, som skal akkompagnere María Juncals dans, til syne. Alle klædt i afdæmpet sort. En enkelt stol og ganske få rekvisitter er placeret foran os, ovenpå en scene som tydeligvis er blevet brugt flittigt i det sidste stykke tid inden premieren på ’Anne Frank’.

Undervejs i de enorme, imponerende kraftudladninger glemmer jeg til tider historien og oplever mere en sanselig danseforestilling, end en fortolkning af et stykke historie.

María Juncal er en usædvanlig udtryksfuld og dragende danser, men hendes dans virker som om, den aldrig rigtig bliver inkorporeret i historien. Eller måske at historie kun momentvis bliver en del af dansen.

Forestillingen indeholder konstante temposkift fra storladne følelser til porøse, inderlige øjeblikke. Øjeblikkene og følelserne bliver i særdeleshed leveret, men udtrykket forbliver en anelse unuanceret forestillingen igennem.

Kunstnerne på Republique er mestre i at fortolke og har ofte held med at ramme plet i de udsvævende, fantasifulde universer, som bliver skabt både via klassiske historier og ny dramatik. Og intet kunne blive bedre under de forudsætninger, hvor denne forestilling lever: Vidunderlige musikere, sparsomme rekvisitter og en elite-danser.

’Anne Frank’ på Republique har nerve, dog lykkedes María Juncal ikke i at være den lille pige, man kender fra historien, men portrætterer nærmere den modne kvinde, som Anne Frank aldrig blev.