Anmeldelser fra CPH PIX 2017

The Endless *****
En genial, syret og overraskende genreleg mellem kult og okkult – inspireret af H.P. Lovecrafts velkendte citat om at den stærkeste frygt er for det ukendte. Den twistes eksistentialistisk på gys og sci-fi af indie-succesinstruktørerne Justin Benson og Aaron Moorhead, der føjer ekstra dimensioner til ved også at agere hovedkarakterer: Brødre, der vender tilbage til en sekt de flygtede fra et tiår tidligere, og finder mistænkelig lykke og uforklarlige evner. Benson og Moorhead tricker logik og kontinuitet adskillige gange, ikke mindst med de afsluttende scenarier mellem to fyre i et hus, som er fra makkerparrets film ‘Resolution’. Og her falder endnu en central replik: ”Vi forudser aldrig hvordan vi kommer til at isolere os for dem vi elsker.”

Sicilian Ghost Story ****
Ung kærlighed så tragisk at selv de rå og kolde grotter græder. Metaforisk poesi så det driver overfor en grusom virkelig historie om en 12-årig dreng, der blev kidnappet af mafiaen for at stoppe hans fars vidnesbyrd. Stortalenterne Fabio Grassadonia og Antonio Piazza skaber en forunderlig kærlighedsillusion, hvor den vidunderlige Luna er ene i forsøget på at finde sin hjertenskær – i en lille skræmt befolkning, der lukker øjnene for mafiakriminaliteten omkring dem. 

The Dinner ***
Oren Movermans kammerdrama er ligeså langtrukken – dog mindre sofistikeret – som den seksretters restaurantmiddag, der skulle være rammen for en alvorlig beslutning mellem to brødre og deres koner. I stedet strides de – endda med parallel krigshistorik – om egne indbyrdes forhold, der udfordres af politikerkarriere og sygdom, mentalt som fysisk. Det voksenfamiliære skvalder tager fokus fra den forfærdelige forbrydelse udført af sønnerne, og da de endelig samler sig om det, er næsten al rationalitet og mening udløbet. Richard Gere, Steve Coogan, Laura Linney og Rebecca Hall leverer fortrinligt skuespil, men deres karakterer rammer ingen følelsesmæssig nerve. Se hellere den italienske film ‘I nostri ragazzi’ fra 2014, baseret på samme roman af hollandske Herman Koch.

Wild Mouse/Wilde Maus *****

How to talk to Girls at Parties ***

Wonderstruck ***
Ideen er strålende som de stjerner, der refereres utallige gange, men desværre sløret af plothuller så store som det uendelig stjernerum. Verden, primært New York set gennem to 12-årige – pigen i det klassiske 1927 og drengen i det funky 1977 – begge høreskadede. De søger deres skæbneplads i historien, gennem deres forældre og naturhistoriske museumsture. Tilfældigt og parallelt som mange små lynnedslag – metaforiske som regulære – mellem Oscar Wilde-citatet “We are all in the gutter, but some of us are looking at the stars” og David Bowies ‘Space Oddity’. Men det føles som overload fra en ellers så stilsikker Todd Haynes, hvis altid smukke nostalgi og lækre billedfortælling her ikke helt kan finde grænsen for det sentimentale. Eller det kosmiske versus det jordiske. 

Samui Song *****
Forførerisk og dragende film noir af thailandske Pen-ek Ratanaruang, der på kulørt thrillermaner dykker ned i dubiøse affærer mellem thaier og faranger. Klassisk fatalt er ægteskabet mellem soap opera-stjernen Viyada og den franske millionærmand, der har hovedet så dybt i en hellig sekt at hans donationer inkluderer hendes krop. Mere komplekst bliver det i relationen mellem Viyada og Guy, en kaukasisk thai med et morderisk forslag, der giver bagslag. Samt den sidste flugtplan til Koh Samui, der overrasker og forundrer. Ratanaruang afbalancerer raskt stereotyperne, kaster lidt selvironisk humor ind og rammer et pirrende stemningsmiks af noir og soap. 

Muskelsvindler ****
Debuterende Mads Rosenkrantz Grage har både filmet, skrevet og instrueret dette skønne roadtrip fuld af charme og humor. Elliott Crosset Hove brillerer som titelkarakteren, der drømmer om en drengerøvstur til EM-fodbold i Polen og Ukraine med vennen/handikaphjælperen Mikkel, men får en turisttur med snakkerøven William og hans hjælper Naja. Jesper Groth er også fantastisk som den nye rejsefælle, der intet ved om fodbold, men læssevis af andre irriterende ting, som han plaprer løs om i speedmode. Så som Finn og Jacob-sange, hans samling af over 300 vættelys, websitet HHOS (handikappede har også sex) og en ide om at blive samtaleterapeut. Hele vejen til Auschwitz er han fuld af gas, men derefter ruller der lidt seriøsitet og situationsfornemmelse ind, så de to knægte kan nærme sig hinanden og en både sej og rørende slutning. Visuelt går det lige ud ad landevejen, og der er klicheer i historien, så som luderen der skaber et typisk plottvist, men det er ægte og tragikomisk med rigelig muskelstyrke.

Ismael’s Ghost/Les fantômes d’Ismaël ***

The Florida Project ***

A Dark Song *****
Sublimt stemningsgys af irske Liam Gavin, der opbygger en sitrende psykologisk nerve mellem to personer: Kvinden der vil i kontakt med sin afdøde søn, og manden der via Abramelin-ritualer måske kan hjælpe. Hvis hun er helt ren og lydig, altså, hun må ikke lyve, heller ikke halvt – og hun skal gøre som han siger, fuldt ud. Dette spil af manipulation, ydmygelse, blottelse og ofring, der foregår under omfattende og gentagne ritualiseringer, er ligeså nervepirrende som den okkulte bevidsthed de nærmer sig. For hvem og hvad styrer den spirituelle aktivitet? Et originalt og overraskende gys, der svinger mellem psyko-realisme og krops-okkultisme, næsten uden klicheer, og med en god pointe for de videbegærlige.

Heaven Will Wait/Le ciel attendra **
Når en teenagepige ser djævlen i et Fanta-logo og indvilliger i giftemål med en ukendt fyr online, er afsenderen tydeligvis ISIS. Ligesom den selvmordsmission til Syrien som en anden ung pige fanges i. Både følelser og identifikation udebliver, også med forældrene, der mødes i terapigruppe, hvor man forundres over deres uvidenhed. Ret ensporet og forudsigelig fortælling, trods klip gennem før og nu forsøger at mikse trivialiteterne, ærgerligt, for temaet er topaktuelt og -vigtigt.

Tom of Finland ****

A Ciambra ***

Extraordinary Mission ****
En god undercover-thriller har ofte en syndebuk-vinkel, og blandt de mest nervepirrende er ’Infernal Affairs’-trilogien, skabt af Alan Mak og Andrew Lau. Desværre er Maks nye mission ikke lige så ekstraordinær, primært fordi der mangler karakterkvalitet og den ret indviklede historie stikker af på lidt for mange afveje. Syndebukke skydes raskt ned af den genialt psykotiske skurk, i effektivt underspil af Yihong Duan, og derudover er thrillet allerhøjest i de forrygende og visuelt blærede actionscener, hvor de kinesiske hitmagere excellerer i overdrev og smartness.

Mobile Homes ****
Et hus er kun et hus, et hjem er det man skaber indeni. En langt ude drøm for unge Ali, der hustler sig gennem hverdagen med en 8-årig søn og en umoden kæreste. I al trøstesløsheden og den hasard de ofte befinder sig i – narkosalg, hanekampe og de særlige dine & dash – forventer man ofte større konsekvens, men i stedet får de en chance for et nyt liv. Imogen Poots er skøn som Ali, Frank Oulton er totalt charmesøn, og filmen er stemningsfuld og varm trods de sneklædte omgivelser og de konformerede mobile hjem. For som trailerne ruller ud ad landevejene, får Ali både liv i huset og nærhed med sønnen. 

England is Mine **
Oprørte bølger, dødvande, regndråber, liflig brusen, roligt farvand. Således den følelsesmæssige udvikling i den unge mand, der skal blive en af 1980ernes mest markante sangskrivere: Morrissey. I starten er der lidt af den ikonisk syrede ironi, men efterhånden mest en melankolsk og genert dreng, man slet ikke fatter kan løfte netop de træk til rockstatus. Han kører ellers ufatteligt meget glad 60er-pop på grammofonen – uden at det letter hans sind. Måske fordi der kun er en eneste scene hvor han synger, og der bare er for få humoristiske sprøjt i det mørke indhav. Ellers et fint soundtrack med inspirationskilder som New York Dolls og Roxy Music, imens han og filmen slæber sig frem til 1982, hvor Johnny Marr endelig kommer ind i varmen – og her er vel egentlig den film, man hellere vil se: The Smiths-filmen.

Stories of Love that cannot belong to this World/Amori che non sanno stare al mondo ***
Bitch og bastard, kalder de hinanden, og de er gået fra hinanden og fundet sammen igen flere gange. Så i sin overspændte iver har Claudia svært ved at acceptere at det nu skal være slut. Konklusionen, efter en masse urede med ungmøer og overgearede diskussioner, er interessant og mildt sørgmodig, men det er en særdeles rodet kærlighedsfortælling italienske Francesca Comencini har flikket sammen. Lucia Mascino er mageløs som den maniske monoman, men også kandiderende til årets mest irriterende filmkarakter. 

Rock’n Roll ****
Sjældent har franskmænd taget så eftertrykkeligt pis på deres egne åndsevner, som skuespiller-instruktør Guillaume Canet gør her. Store uldne trøjer, ridning og ømme nosser er bare ikke cool, så Gui-Gui flasher sin fedeste rock’n’roll-attitude og går på foryngelseskur. Det vil sige botox og fitness-drugs. Parodien kammer over adskillige gange, og alt er grotesk karikeret og latterligt mod enden, men der er sindssygt sjove scener undervejs, ikke mindst med større cameos af velkendte filmpersonligheder. Først og fremmest Marion Cotillard der øver sig på Quebec-fransk, fordi de bedste roller bare er dem med accent eller med et andet slags handikap; men også det gamle rockvrag Johnny Hallyday, og en overbærende Ben Foster. Og så i øvrigt et virkelig spøjst soundtrack, hvor Celine Dions ’Pour que tu m’aimes encore’ er det mest passable.

A Sort of Family/Una especie de familia ***
Ulykken lurer fra start i dette adoptionsdrama fra Argentinas udkant, og med hjertet i thrillergear løfter den ret spinkle handling sig over de irrationelle plotmangler. Særligt effektiv i sin dunkle stemning og sine rå omgivelser, der understøtter de følelsesmæssige, legale og moralske dilemmaer på begge sider af adoptionen. Spanske Barbara Lennie er rørende og stærk i hovedrollen som den adopterende mor, der stilles overfor en anfordring om pengestøtte til den biologiske familie.

Qeda ****

The Beguiled ****

Good Time ** 
De upcoming US-brødre Joshua og Benny Safdie går efter den grovkornede realisme, men rammer i stedet en småkriminel ligegyldighed på bunden af storbyen. Her er mere attitude end følelse for eksistenserne på kanten, og et voldsomt irriterende synth-soundtrack lammer det, der er tilbage af en ganske ferm fortælling. Robert Pattinson er ellers glimrende som den uduelige storbytyv, der konstant kommer i klemme i forsøget på at redde sin mentalt udfordrede bror ud af diverse institutioner. 

Good Manners/As Boas Maneiras ****
Fra sensuelt ladet thriller med sociale undertoner til varulvegys med eventyrnuancer. Brasilianske Juliana Rojas og Marco Dutra har skabt en forunderlig film, hvis fascinerende karakterer, kontrasterende miljøer, drømmende æstetik og væsentlige mystik kryber effektivt ind under huden. Sex og graviditet mellem to kvinder under fuldmånens heftige påvirkning, og efter en horribel fødsel vender fokus til mor og søn-forholdet, hvor drengebæstet holdes i lænker ved nattetide og shaves ren til hverdagen. Mytologien holder, imens følelserne svæver lidt usikkert – og filmen havde rykket mere med trimmet redigering og fiksere CGI-effekter. 

Ava ****
Pragtfuld og fantasifuld debut af franske Lea Mysius – ikke mindst i kraft af vidunderlige Noée Abita som titelkarakteren. Om at leve livet fuldt ud og gerne udflippet, når man som 13-årig skal forholde sig til at man er ved at miste synet. Sårbar, pågående, sjov og surmulende – Ava er det hele og mere, når hun kaster sig ud i forelskelse, oprør og flugt fra normerne. Masser af smukke minder om skønne locations, tossede ideer og skæve personligheder til resten af hendes liv i blinde.

La familia **
I en af verdens farligste byer, Caracas er grænsen tynd mellem børn, der leger sig voksne og børn, der er nødt til at blive voksne før tid. Deriblandt 12-årige Pedro, der efter et skæbnesvangert slagsmål må flygte med sin far. Et grumt realistisk billede af slummen og desperationen, der kan gøre enhver til hustlere, men meget trivielt og monotont fortalt. Det føles aldrig rigtig farligt eller knuget, særligt fordi den debuterende instruktør ikke mestrer den psykologiske dybde, der skal bære så stillestående handling.

Jupiter’s Moon/Jupiter holdja ****
Ungarske Kornél Mundruczó leverer magisk realisme i top med denne besnærende historie om en ung serbisk flygtning, der efter en reel gennemskydning får et engleagtigt talent. Budskabet er skønt i disse tider: Nogle flygtninge har et formål, et talent der kan komme folk til gode! Her er masser af karakter, ikke mindst personlighederne: De to (kærestende) læger, der hjælper flygtninge; politimanden, der mistænker deres sidegeschæft og er temmelig løs på pistolen, og den unge serber, der vil finde sin far. Billederne er forførende i sin 70er-æstetik af gustne eller blege farver, ligeså actionscenerne – eksempelvis biljagten i asfalthøjde, der fermt ender i overblik – og nede i øjenhøjde med karaktererne rammer moraler som ”Der er ingen tryghed fra historiens uretfærdigheder”.

Redoubtable/Le redoutable ****
Lettilgængelig biopic om nybølgeinstruktøren Jean-Luc Godards splittelse mellem at være filmmager og/eller revolutionær. Så ulideligt prætentiøs og jaloux at han smadrer sit ægteskab med sin muse, danske Anna Karina. Baseret på hendes bog, og instrueret af Michel Hazanavicius med vellykket ironi overfor Godards velkendte intellektualisering. Louis Garrel er vitterlig sjov i sit surmulende, læspende portræt af skvatmulen, der ret symbolsk får kvast sine briller gentagne gange, repeterende mister perspektivet på ros versus kritik, og aldrig opnår samme filmsucces som før. 

A Quiet Dream/Chun-mong **
Hverdagsdesillusion, spøjse slackere og et poetisk meta-setup dratter omkuld af banaliteter i kinesisk-koreanske Lu Zhangs s/h-film om en kvindelig bartender og hendes tre tilbedere, hvis taberstatus udgør filmens største dramatik. Drømme flyder ud i virkeligheden, imens det hele vikler sig ind i filmreferencer, som er svære at greje når man ikke kender de tre skuespillere/instruktører (i bejlerrollerne) og deres selvskabte roller. Lavmælt, luftig og løjerlig på klassisk sydkoreansk maner, men en alt for mystificeret drøm.