American Hustle

I en verden fuld af fupmagere er det vigtigt at være i kontakt med egne sande værdier. Med denne pointe i spil, på plads og i klemme udfolder et vidunderligt persongalleri sig i den pragtfulde farceform, som David O. Russell har perfektioneret gennem de seneste år.

Åbningssekvensen er genial. Fup, fusk og fidus så det niver i hårrødderne. I nærbilleder ses småsvindleren Irving (Christian Bale) i færd med at sætte hår: En indviklet redelighed af hentehår, toupering, lim og lak, som han klarer med få sviptag. Kort efter laver rivalen Richie (Bradley Cooper) rav i opsætningen – først håret, så fupnummeret – og må sande at Irvings svindlertalent er langt mere veludviklet end hårmaskeringen.

David O. Russell er en mester til at portrættere outsidere og særlinge, og ligesom i ’The Fighter’ og ’Silver Linings Playbook’ bliver man rørt og overrasket, når de genopfinder sig selv. Med løs inspiration i den virkelige Abscam-sag, hvor FBI i sen-70’erne pågreb en række korrupte politikere, får O. Russell vinklet ideen om, at alle kan vikles ind i fup og fiduser. Både den diskodrengede FBI-agent Richie og den familiekære lokalpolitiker Carmine (Jeremy Renner).

Mest af alt er det Irving og Sydneys (Amy Adams) historie. Om kærlighed og pålidelighed i al svindleriet. Når FBI-agenter, politikere og mafiaen skal tackles – og ikke mindst viven Rosalyn (Jennifer Lawrence), hvis ramasjang-gen er helt i særklasse.

Amy Adams og Jennifer Lawrence – på toppen af deres karrierer – formidler eminent de to kvindetyper, der i andre film oftest er trøstesløse klicheer. Men David O. Russell har i flere år toppet med sine pragtfulde kvinderoller, der ofte stjæler opmærksomheden fra mændene. Også her. For selvom fupplanerne tilhører herrerne, så er disse kvinder afgørende katalysatorer med hver deres måde at manipulere sig ind i spillet.

Proppet med originale scener, hvis dialog er lige så saftig, som samspillet er gnistrende. Detaljer i musik og ekvipering føjer nye lag til. Førnævnte hentehår overgås af Richies lyserøde curler, og hans udringning slår også Sydneys. Det damper af sex i flere varianter – eksempelvis Sydneys toiletlir: Først på diskotek med Richie og Donna Summers ’I Feel Love’, og siden i et uforligneligt kamp-kys med Rosalyn. Ligeså ubehersket er Rosalyns udlægning af Wings’ ’Live and Let Die’, og den efterfølgende snak med Irving om motivation.

’American Hustle’ syder af Oscar-priser, og er min personlige favorit i fem ud af de ti nomineringer. Der er et par løse ender her og der, deriblandt den letbenede og salige afrunding. Men når håret bobber, storbrillen dugger og diskoen pulser, er det en ret så perfekt filmfortælling med en klar morale.

Nogle svindler for respekt, andre for kærlighed eller magt, og mange for ren overlevelse. Her er det kun dem med hjerne og hjerte på rette sted, der undviger straf. For man kan ikke snyde sandheden, den er der for altid.