Arrival

Kommunikation er et utrætteligt spændingsfelt i science fiction, og i ’Arrival’ får canadiske Denis Villeneuve lagt flere begavede overraskelser på den ekstraterrestriale kommunikation. Ikke mindst visuelt, hvor det dunkelrå og gigantiske sprænges tidvist af poetiske og intime dimensioner.

For ankomsten er overvældende: Tolv kæmpemæssige rumkapsler svæver over tolv lande, der skal forsøge at afkode de fremmedes formål. Nogle nationer er hastigt på krigsstien, og i USA er militæret også rykket ind med fuldt udstyr. Heldigvis får de fat i lingvistikprofessoren Louise Banks (Amy Adams), hvis analytiske og matematiske tilgang til sprog hurtigt går effektivt i spænd med fysikeren Ian Donnelly (Jeremy Renner). 

Deres møder med de fremmede er filmens blændende nerve, særligt den første fart op i den lodrette kapsel, hvor tyngdekraften vender alt op og ned på mest lyrisk vis, er hypnotiserende. Ikke mindst udfolder Jóhann Jóhannssons soundtrack sig som alien-sprogarter, der synes både skræmmende og betagende – ligesom deres blæksprutteagtige fremtoning med syv tentakler, der spyr blækklatter til avanceret cirkelskrift.

Derfra holder Villeneuve fascinationen og mystikken ved lige med gradvise afsløringer, visuelt som verbalt. De sproglige detaljer går naturligvis på forskellige tolkninger af ord, der kan hæmme en i forvejen skrøbelig kommunikation og forståelse. Således spreder presset og panikken sig, da den første sprogbombe spaltes disparat, og samarbejdet med de øvrige lande brister. Så er tiden knap og råd dyre, og løsningen hænger spidsfindigt sammen med de fremmedes sprog og deres overlegenhed på det visionære plan.

Kernereplikken ”Ord er det første våben, der trækkes i krig” nailes ret tidligt, og Eric Heisserers manuskript – baseret på Ted Chiangs novelle ’Story of Your Life’ – er fuld af små hints til den store sammenhæng. Såsom den kontroversielle Sapir-Whorf-hypotese om sprogets påvirkning af ens livsopfattelse. 

’Arrival’ er intelligent og tankevækkende sci-fi, hvis nervepirrende kvaliteter tryner al forventning om alien-action. Som ofte hos Villeneuve handler det om eksistentielle sandheder med skarpe kanter og på grænsen til transcendentale. Fortid, fremtid og nutid er eminent kædet sammen her, og selvom det største budskab rammer en sentimental node, er det så overraskende fuldendt af både glæde og smerte.