Flydende aktivitetshus lægger til Sandkaj
Nordhavnens badezone får en tilbygning ude på vandet.
Det første supermarked er lige åbnet, og rundt om hjørnet skyder den lokale biograf snart op. Århusgadekvarteret i det nye Nordhavn tager hele tiden små skridt nærmere at blive et rigtigt kvarter i en rigtig bydel, og nu er der også faciliteter på vej til Nordhavnens spirende fritidsliv.
Omgivet af vand til næsten alle sider er meget af foreningslivet i Nordhavn knyttet til aktiviter på og i havnebassinet, og i naturlig forlængelse deraf kan blandt andre kajakroere, vinterbadere og havsvømmere se frem til, at deres kommende klubhuse kommer til at ligge og skvulpe i det våde element.
Det nye flydende aktivitetshus med foreningslokale, toilet- og badefaciliteter, sauna og omklædning lægger til ved Århusgadekvarterets hovedpromenade Sandkaj. Lige op ad Nordhavns officielle badezone ved den brede, sydvendte siddetrappe foran de ombyggede cementsiloer Portland Towers og med udsigt over til FN-Byen på modsatte side.
Den flydebro-lignende struktur med i alt 152 indendørs kvadratmeter i to træhytter er formgivet af Spektrum Arkitekter sammen med entreprenøren CG Jensen, der i forvejen har opført Sandkajs lange træbrygge og også har københavnske kajpromenade-erfaringer fra Kalvebod Bølge og BLOX.
For at tilpasse sig omgivelserne hele året rundt med så fleksible og praktiske faciliteter som muligt, har de lokale foreninger været med på råd med krav og ønsker. Aktivitetshuset vil fremstå åbent, så aktiviteterne er synlige inde fra Sandkaj, men også have en klar adskillelse mellem de offentlige og de foreningsbaserede arealer.
Selve konstruktionen af aktivitetshuset kommer til at ske ved Prøvestenen, hvorefter delelementerne sejles til Sandkaj og monteres i moduler. Det forventes, at bygningen er klar til brug i løbet af sommeren 2019.
Det er Nordhavnens udviklingsselskab By & Havn, der står bag det flydende aktivitetshus, men Københavns Kommune overtager ejerskab og drift i fællesskab med de tilknyttede foreninger. Regningen på 8,1 mio. kroner deler udviklingsselskabet (5,6 mio. kroner) og kommunen (2,5 mio. kroner).
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!