Ai Weiwei: Never Sorry

Social protest som kunst. Sådan kan den kuglerunde kineser Ai Weiweis virke koges ned til få ord. Og filmen om ham viser ærligt/kærligt og med stor fascination historien om en kunstner i et samfund, hvor åbenhed er et enormt problem.

Det er næppe nogen hemmelighed, at den kinesiske stat ønsker at kontrollere informationen til befolkningen. Ai Weiwei har gjort det til sit projekt at gøre det kinesiske folk frit – gennem åbenhed. Han tweeter, han laver provokerende fuck finger-kunst, og han rejser kloden rundt for at fortælle sin historie.

Som dokumentar er ’Ai Weiwei: Never Sorry’ anderledes. Instruktør Alison Klayman følger ikke blot Weiwei, hun hylder ham ved at tale med en del af hans fans. Filmen er langt fra en kritisk dokumentar, men den lever smukt, fordi Weiwei er et spændende og vidende menneske, der gerne deler ud. Især af sine mange synspunkter.

Det fine ved filmen er faktisk, at den meget tidligt tager stilling til, at Weiwei er en mand, vi skal kunne lide. For ved at gøre det, sætter den et underspillet tema op, et spørgsmål om nutidens frihedsideal.

At vi tager åbenhed og internet for givet i den vestlige verden bliver sat fornemt i perspektiv ved at følge Weiweis kamp for at opnå det samme i Kina. Undervejs bliver kunstneren tævet af politiet, dømt for skattesvindel (som ingen kan bevise) og fotograferet af myndighederne hver gang han forlader sit hjem.

Dette gør ’Ai Weiwei: Never Sorry’ til en usædvanlig portrætfilm om en usædvanlig kunstner. Men frem for alt er den et kig ind i et samfund, der nægter sine indbyggere basale frihedsrettigheder. Alt det ser vi gennem en mand, der kæmper kampe gennem sin kunst hver eneste dag.

Fanfilmen om verdens måske største nulevende kunstner spiller mærkværdigt godt.