True Grit

Et af de ganske få indicier på, at Coen-brødrene overhovedet er i stand til at lave film, der er mindre gode end ret gode, var deres remake af kup-komedien 'The Ladykillers'. Men nyfortolkningen af western-arvesølvet 'True Grit' modbeviser eftertrykkeligt, at genindspilninger skulle være filmmager-duoens akilleshæl.

Den klassiske hævn-historie afvikles overlegent og lydefrit. Med de vanlige absurditeter holdt på et minimum, men alligevel umiskendeligt coensk med sin illusionsløse stemning, galgenhumor og bratte vold. Og så den mesterligt tørre dialog mellem en stribe figurer, der er ualmindeligt godt selskab.

The Dude udraderer The Duke, når Jeff Bridges bemægtiger sig den øjeklap-klædte dusørjæger Rooster Cogburn, som John Wayne ellers fik sin eneste Oscar for i 1970. Som en mumlende, bumlende Chr. IV med løs (og for det meste yderst præcis) aftrækkerfinger og en gevaldig whiskey-tørst, der slukkes med beslaglæggelser i lovens navn. En slidt, snavset og stinkende cowboy af rette støbning.

Og sikken debut for purunge Hailee Steinfeld som den 14-årige frøken, hvis lange fletninger er ude hvor både togskinnerne og loven ender. Hun har ikke bare ben i næsen, men nærmere en hel lårbensknogle. Og med et tilsvarende tungebånd sætter hun dusør på sin faders morder og truer sig med på jagten gennem den iskolde vildmark.

Som det retskafne, men evigt plaprende og pralende tredjehjul fuldender en morsom Matt Damon med moustache og pibe de mindeværdige hædersmænd (og -pige), der er hovedgrund til, at den nye 'True Grit' trumfer den gamle og fortjener en plads blandt nyklassiske westerns som 'The Proposition', 'Mordet på Jesse James af kujonen John Ford' og '3:10 til Yuma' (endnu et remake der stikker forlægget!).