Oppenheimer

Christopher Nolan har lavet en lidt atypisk biopic om ”atombombens fader”, ved hjælp af thrillerens virkemidler og en subjektiv synsvinkel. Det er der kommet et både interessant og spektakulært, og lidt for langt filmdrama ud af.

I 1943 mens krigen raser i Europa og der går rygter om at nazisterne eksperimenterer med kernefysik med henblik på at skabe en bombe, beslutter den amerikanske regering at iværksætte deres egen forskning. Den anerkendte videnskabsmand Robert J. Oppenheimer udnævnes til at samle de bedste hjerner og lede det tophemmelige Manhattan-projekt i Los Alamos – et våbenkapløb om at slutte Anden Verdenskrig.

Med udgangspunkt i den Pulitzer-prisvindende bog ’American Prometheus’, fokuserer Nolan på tre perioder af Oppenheimers liv. De unge år, Los Alamos-årene og efterspillet, hvor Oppenheimer kæmpede for international kontrol over den type våben han selv havde udviklet, mens han samtidig blev fanget i en heksejagt af paranoid vanvid, mistænkt for at have kommunistiske bånd, hvilket resulterede i at han blev stillet for en særlig kommission i 1954, anklaget for spionage.

Nolan rumler rundt i tid og sted i et mavepustende tempo og med et persongalleri, der kan give sved på panden. Der skiftes mellem scener i farver og sort-hvid, hvilket giver en spændende virkning og samtidig kan tolkes som skiftet mellem det subjektive og det objektive perspektiv. Lidt for langt inde i filmen introduceres der pludselig en skurk, hvilket øger spændingsniveauet hen mod slutningen, men også virker som et lidt sent twist.

”Og nu er jeg blevet døden. Verdensødelæggeren”, siger Oppenheimer efter amerikanerne har kastet atombomben, han har udviklet, over Hiroshima og Nagasaki i 1945. Udtalelsen er kulminationen på en lang række af tvivl og moralske bekymringer, der ridder Oppenheimer som en mare gennem det meste af filmen. Og det er her Nolan glimrer med en visuel og lydmæssig overlegenhed, der underbygger Oppenheimers tanker og følelser. 

Cillian Murphy stråler i rollen som den komplekse Oppenheimer, men det er med enorm hjælp fra stærke biroller som især Robert Downey Jr., der fortjener stor ros for sin præstation som Lewis Strauss, en af Oppenheimers store tiljublere, der sørgede for at han fik et professorat på Princeton. Og Matt Damon som militærmanden General Leslie Groves, der står for sikkerheden under tiden i Los Alamos.

Filmen spiller på Oppenheimers dilemma om at ville videnskaben, tro på at hans arbejde kan gøre en forskel (blive enden på alle krige) og tvivlen og frygten for, at han sætter gang i en kædereaktion af uoverskuelige konsekvenser. Det er en tung vægt at bære på sine skuldre og Nolan forsøger at vise os mennesket bag geniet, der reelt set gerne vil kombinere idealisme med opportunisme. 

Der er helt klart store plusser men også 3-4 minusser ved nogle af Nolans valg. Med en spilletid på tre timer, er det blevet et voldsomt detaljeret, ekstremt snakkesaligt og indviklet historisk drama, der hele tiden sætter endnu et blad på grenen og det får den næsten til at knække.