Alle For Én

Æd en Jakabov og bliv kendt. Livets leveregler behøver ikke være mere avancerede end som så, hvis man ved, hvad man kan og ikke kan. Mick Øgendahl kender sit publikum, han kender sine stærke sider og sine begrænsninger, og det gør vi andre efterhånden også.

Derfor overrasker det heller ikke, at ‘Alle For Én’ driver af den øgendahlske platkomiske humor, selvom Mickerdrengen ligesom i ‘Blå Mænd’ har skrevet sig selv en knap så dominerende rolle.

Men hvor ‘Blå Mænd’ trods alt havde hæderlige aktører på rollelisten, er skuespillet i ‘Alle For Én’ til tider drøndårligt, især Jonatan Spang skuffer med sin præstation. Alle karaktererne er éndimensionelle som figurerne i et videospil fra firserne, og plottet er tyndt og langt henad vejen copy-pastet fra ‘The Italian Job’.

Men det ved vi jo på forhånd. Denne film går vi ind og ser i forventning om at sprøjte cola ud af næsen af grin - det er filmens formål og berettigelse, og det indfris til fulde.

Ordkløveri og misforståelser, dumsmarte bemærkninger, rappe replikker og snusidioti bliver slynget afsted som ris ved et bryllup, og forvekslinger som Steff Houlberg med Ludvig Holberg, akvareller og kantareller, vidner om en sjældent god selvironi på nationens vegne.

Mick Øgendahl har valgt at forfine og forfølge sine stærke sider i en sådan grad, at alle de svage går hen og bliver ikke bare tilgivelige, men også (næsten) ligegyldige, for hvis man kan få lov at se Gordon Kennedy sutte på en kuglepen sendt fra røven, hvem behøver så filmisk kunst?