Howl

Den amerikanske beatpoet Allen Ginsberg skrev i 1955 digtet 'Howl'. Men var digtet blot en liderlig, obskøn ordstrøm af homosex og stoffer, der aldrig burde have nået offentligheden, eller var der faktisk tale om et storslået litterært værk med originale kvaliteter - var Ginsberg sindssyg eller genial?

Svaret er nærmest givet på forhånd når man mere end 50 år efter digtets udgivelse vælger at lave en spillefilm vel at mærke om digtet og retssagen der fulgte, og ikke som sådan om Ginsberg, der ellers nok er en film værdig.

I rollen som den unge Allen Ginsberg ses James Franco, der bedst er kendt som Spidermans rige ven Harry Osborn. Umiddelbart et besynderligt og vovet valg, men Franco leverer i den grad varen. Hvem sagde i øvrigt at Daniel Craig ikke kunne være James Bond, og at Heath Ledger aldrig ville kunne bære rollen som The Joker?

Nok snak om (super)helte, for hvis nogen er modsætningen, er det den unge Allen Ginsberg. En homoseksuel digter, frustreret og ufrivilligt goofy. James Francos fortolkning er rørende og meget sympatisk - fuldstændig tillidsvækkende og elskelig.

Der hvor filmen taber en smule terræn er ved animationen af digtet som forsøges adapteret til tegnefilm, indskudt mellem retssagen og interviewet af Ginsberg. Om det fungerer må være op til den enkelte, men det forekommer en smule påtrængende i den ellers stilrene og komplet fortryllende beretning om USA i konflikt med sig selv og sine egne principper.

Meget bedre fungerer det i de passager hvor Ginsberg står foran publikum og læser op. Der kommer digtet virkelig til live, bogstaveligt talt. 'Howl' er noget så atypisk som en film om en retssag om et digts berettigelse, og selvom slutningen ikke er en hemmelighed, så fungerer det suverænt på det store lærred.