Abernes Planet: Oprindelsen

James Franco har ikke haft et muntert år indtil videre. Først sad hans ene arm fast under et klippestykke, så han måtte skære den af med et sløvt multitool. Dernæst leverede han en næsten lige så smertefuld indsats som Oscar-vært. Og nu er han videnskabsmanden ansvarlig for den hjernevirus, der ser ud til at skulle ende menneskets tid som den dominerende art heromkring og gøre Jorden til Abernes Planet.

Han ville bare kurere sin fars Alzheimers, men forsøgschimpanserne bliver så intelligente, at en ny verdensorden truer i denne oprindelseshistorie, der er en genstart af sci-fi-franchisen fra de tidlige halvfjerdsere. Og slipper langt bedre fra det, end man kunne frygte.

Hvor Tim Burton i 2001 prøvede med en lunken ny version af den oprindelige Charlton Heston-klassiker, er dette en gentænkning af 4'eren, 'Oprør på Abernes Planet ' fra 1972, som få har set og endnu færre har varme følelser for. Det giver frie hænder, der fermt former en fornuftig forklaring (så fornuftigt det nu kan blive indenfor præmissen), og er tro mod de gamle films oprigtige dysterhed.

Det lægger ud som et empatisk drama om en klog, lille kæleabe, udvikler sig til en intens abefængselsthriller (jeg ved det lyder åndssvagt), og action-kulminerer i et effektivt mand-mod-bæst slag på Golden Gate Bridge.

Hele vejen er cluet Andy Serkis (ham der også var inde i Gollum og den seneste 'King Kong') og hans abeskuespil, der sammen med en fortræffelig computer-makeup besjæler alfahannen Caesar, og gør hans følelser udvendige og hans udvikling troværdig. Og får os over på hans side (her hjælper vildt onde dyrepassere selvfølgelig også altid).

Det med troværdigheden er måske knap så overvældende, jo nærmere vi kommer oprøret – hvor stor er det for eksempel lige, abebefolkningen i San Francisco-området er, siger I?

Men et cheasy øjeblik eller ti hører med i en fabel som denne, og kan ikke forhinde 'Abernes Planet: Oprindelsen' i at være en medrivende overraskelse, der bestemt smager af mere.