The Room Next Door

Pedro Almodóvars første engelsksproget spillefilm er en blid meditation over døden, muligheden for en værdig afsked med livet og styrken ved venskaber - alt sammen pakket smukt ind i lækkert tøj, stilfuld arkitektur og smagfuld boliginteriør med typiske Almodóvarske farvebomber.

Bestsellerforfatteren Ingrid (Julianne Moore) bliver ved et tilfælde gjort opmærksom på at hendes gamle veninde, krigskorrespondenten Martha (Tilda Swinton), som hun ikke har haft kontakt til i årevis, er meget syg af kræft. På Marthas hospitalstue genforenes de to veninder der en gang var så tætte og endda datede den samme mand (John Turturro) lige efter hinanden. 

Dødens skygge giver en dybde til deres genoplivede venskab og får den terminalsyge Martha til at bede Ingrid om en tjeneste. Martha er afklaret med at hun skal dø, men hun ønsker at gøre det på egne præmisser ved at tilbringe en sidste fredelig tid i et lejet hus på landet, hvor hun vil tage livet af sig selv med en særlig dødspille skaffet ulovligt på the dark web. Hun vil ikke at være alene, men beder Ingrid om at tage med og være i værelset ved siden af. For at være på den rette siden af loven, vil Ingrid være uvidende om hvornår det præcis vil ske (hvis døren er lukket til Martha værelse er det fordi hun er død), så hun ærligt (sådan da) kan fortælle politiet, at hun intet vidste om Marthas hensigter og dermed ikke kan blive retsforfulgt.

Handlingen er sat i New York men med undtagelse af nogle locationbilleder er størstedelen af filmen faktisk indspillet i Madrid. Derfor er det lidt af en gåde hvorfor Almodóvar har valgt at lave en engelsksproget film - altså bortset fra muligheden for at arbejde med Tilda Swinton og Julianne Moore, hvilket er en god grund og ikke overraskende er powerduoen da også gode. Moore er en stærk blanding af varme og neuroser mens Swinton er følsom, skrøbelig og klog. Men de må indimellem kæmpe, for spanske Almodóvar mister noget af sin særlige gnist ved at bevæge sig væk fra sit modersmål og dialogen er flere steder svag. 

De to veninder er placeret midt i kultureliten. Deres fortrolige snakke om at slutte fred med fortidens fortrydelser (Marthas ikke-eksisterende forhold til sin voksne datter) og fejring af minderne bliver krydret med diskussioner om kunst og kultur og spørgsmål om hvad meningen med det hele egentlig er. Almodóvar kaster om sig med referencer og kulturpersonligheder - fra James Joyce og novellen ‘The Dead’, maleren Dora Carrington og litteraten Lytton Strachey til Roberto Rossellini og John Huston-film som veninderne ser.

Brugen af flashback og et par spøjse sidespring fra hovedhistorien får indimellem ‘The Room Next Door’ til at spinde lidt søgende rundt. Men heldigvis finder filmen igen fodfæste og bliver tilsidst et smukt politisk statement om at lade terminalpatienter forlade verden på deres egne præmisser og en påmindelse til os alle om at vi på et tidspunkt skal sige farvel og det må vi forberede os på.