Hammer

"Look at me! Take my picture!" Her er det tilladt at svælge i selvoptagelthed, og showets absolutte peak er lige inden pausen, hvor de spektakulære dansere kravler ud blandt publikum og gør sig til - for at vinde den største opmærksomhed og beundring. Og de får den - velfortjent!

Opbygningen er vidunderlig og lækker. Et storscenarie af knap 30 dansere, der først slynger sig ritualistisk, synkront og blottet, og siden springer ud i spraglede farver og vilde mønstre, non-synkront og non-binært, men stadig sammen i mangfoldighed. Toppen når de derude på stolerækkerne - på yderst vellykket vis, fordi de faktisk rammer en imponerende balance mellem det charmerende, spøjse, udsvævende og karikerede - og hvor der stadig er en mening  med at vise sig frem.

For snart bliver det overfladisk og usympatisk for fuld skrue i det frygteligt overgearede talkshow, hvor de, også overdimensionerede, blå-hvide langpelsede kostumer er det eneste værd at svælge i. Pointen med at lade danserne tale - uden at sige noget som helst af interesse - er underlig og ulidelig. For kvintessensen er nået, og den sorte spejlscene inden talkshowet samt den efterfølgende straf, test og soning hænger bedre sammen emotionelt uden papballaden. 

Men ’Hammer’ er skabt (i 2022) af den svenske succeskoreograf Alexander Ekman til en af verdens bedste dansetrupper, GöteborgsOperans Danskompani, og han er kendt for storslåede og ekstravagante scenarier. Altid imponerende, og indimellem næsten som improviseret kaos, hvor Henrik Vibskovs flamboyante kostumer giver ekstra flip til dans og bevægelser.

Det kunstneriske overskud stråler om kap med de fantastiske dansere i dette ’Hammer’-show. Som en cyklus, der konstant bliver brudt når noget nyt popper op og frister. Man forstår det smukke og harmoniske i det naturlige og homogene udtryk i starten, men der er en forfriskende frihed og udadvendthed i de første scener med vilde, farverige outfits og de forskellige personligheder der kommer til udtryk derigennem. Så i virkeligheden handler det vel om at lære at balancere de forskellige behov man har - for der er utæmmede egoer i alle henseender.

Som publikum bliver man forført og spiller med på den evige trend om at dokumentere ens liv og vise det til andre, sammenligne og skabe flere forventninger, samt booste konkurrencegenet. Så måske er det oppustede talkshow nødvendigt - for at få publikum til at mærke hvor anstrengt det føles at applaudere det. For det er mere massemanipulation end ægte fornøjelse. 

Men måske skulle hammeren runge tungere og hårdere, for vi kender alle til stræben efter opmærksomhed og anerkendelse på sociale medier, samt hvor let man bliver fanget af nye impulser og trends - og kommer væk fra det man egentlig har brug for og lyst til. 

Dermed er der noget ekstra ved denne forestilling, der bekræfter det festivalledere Ulrik Birkkjær og Thomas Mieth oftest siger når de byder velkommen - iøvrigt altid med skoene i hånden: "Sammen med os.. er I København Danser." For publikum er med og på dette fantastiske initiativ for at bringe de bedste udenlandske danseompagnier hertil. Vi er fuld af begejstring og beundring - og viser det!