Hammarskjöld

"Vejen, du skal følge den. Lykken, du skal glemme den. Kalken, du skal tømme den. Smerten, du skal skjule den. Svaret, du skal lære det. Facit, du skal bære det." Ordene er nogle af de sidste Dag Hammarskjöld noterede i den dagbog han skrev i over 30 år, og som han efterlod til publicering efter sin død.

Som en ganske afklaret opsummering af det liv han levede, hvor han dedikeret og kompetent bestred højere politiske poster - deriblandt som generalsekretær i FN fra 1953 til hans død i 1961. Det er de sidste måneder af Hammarskjölds liv, som danske Per Fly og svenske Ulf Ryberg har fortolket med basis i privatpersonen, som kun få virkelig kom tæt på.

Hans fremtoning var drevet af selvdisciplin og perfektionisme, og sådan ser hans stilsikre New York-hjem, vaner og hverdag også ud her, med en personlig butler og chaufføren/livvagten Bill (Francis Chouler), der virker som de nærmeste fortrolige - imens gaven fra Somaliland, aben Greenback sidder på hans skulder og ofte giver lidt kærlig underholdning. Men selv når han skriver sine digte og notater - hvor ensomhed har stort fokus - fornemmes en stor kontrol i den sårbare filosoferen.

Mikael Persbrandt er fremragende i rollen som den stolte, stålfaste svensker - en (mindre) rolle han også spillede i ’Belejringen af Jadotville’ - selvom han har en overvældende stærk karisma og kropslighed som ikke kendetegnede Dag. Men det skaber en dybere gnist af selvofrelse i tesen om hans homoseksualitet, der her skildres som at ungdomsvennen Peter Levin (Thure Lindhardt) genstarter nogle følelser, der måske ville være blevet udlevet når Dag efter FN ville vende tilbage til idylliske Österlen i Skåne.

Flys film søger det personlige, det indre liv, og selvom Hammarskjöld virker cool og kontant, så ser man også humanisten i hans politiske drive. Hvordan han kæmpede for afkolonisering af Afrika, midt mellem stormagterne, der "ikke vil have forandringer, kun magt og ressourcer". Hans rolige diplomati i mødet med en ganske vag John F. Kennedy (Caspar Phillipson, tredje gang som JFK), der senere viser sig som mere opportunistisk. Samt hans viljestyrke og skarpsindighed når han i FN opponerer at "det er nemt nok at lade sig tryne af supermagter" - det er sværere at blive og skabe modspil. 

Det gjorde Hammarskjöld gennem årene og det var både politik og humanisme, der drev ham mod det sidste møde, trods de store risici var ret åbenlyse. Som Mads Brügger i dokumentaren ’Cold Case Hammarskjöld’ konkluderer Fly og co., at hans død var nøje planlagt. Flystyrtet er aldrig officielt fuldt udredt, trods adskillige undersøgelser. 

’Hammarskjöld’ er en solid, konventionel fortælling med masser af stil og undertrykte følelser. Og når eftermælet ruller over lærredet tænker man på et af de mest kendte citater fra hans digt/notat-samling ’Vejmærker’: ”Bed til at din ensomhed ansporer til at finde noget at leve for, noget stort nok at dø for.”