Birthday Girl

Luksus og lovløshed cruiser fælt og fordærvet på et kæmpe krydstogtskib, hvor lige for loven bestemt ikke overholdes og man får udfordret sine grænser for retfærdighed. For de grumme realiteter er at ingen lov beskytter turister i internationale farvande.

Instruktør Michael Noer og manuskriptforfatter Jesper Fink blev inspireret af vidnesbyrd på International Cruise Victims-websitet - hvor man siden 2006 har kæmpet for at forbedre passagerernes rettigheder - og har lagt fokus på den hyppigst forekommende forbrydelse: Seksuelt overgreb.

Set fra morens synspunkt, bliver det en mere moden og kompleks historie. Om moren, der har svigtet sin datter efter skilsmissen fra faren, og nu vil gøre alt for at genetablere et tæt forhold. Den svære balance mellem den pinlige mor og den sjove festvenindemor. Den vaklende tillid når mor vil hjælpe og råde, men bliver afvist da hun nævner hun selv har været offer: "Det har altid handlet om dig, aldrig om mig."

Den festlige 18 års-fødselsdagsfejring på luksuscruise til Bahamas, som Nanna (Trine Dyrholm) har inviteret datteren Cille (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) og hendes veninde Lea (Maja Ida Thiele) på, ender som det mest grumme og klaustrofobiske mareridt. For meget alkohol - som moren har givet sin (mindreårige) datter adgang til - fører til for meget flirt og Cille bliver udsat for voldtægt.  

Security-folkene er hurtigt på sagen, men er kun opsatte på at tysse alt ned. De har endda en procedure for  det: Opgradering til større kahyt med udsigt og balkon, hvor de helst skal blive, med en security-kvinde der vil overvåge dem. Samtidig fortsætter ydmygelserne, for selv Lea spæder til historien om den vilde veninde, og den formodede overgrebsmand provokerer åbenlyst med oneliners som "det er bare sådan vi gør når vi er fulde.." Men Nanna giver ikke op, og desperationen eskalerer fatalt. 

Musikken spiller godt med i fortællingen. Fra den kække stemning hvor de gør sig klar til at feste - med Tessas ’Nasty Summer’ ("Ingen der får lov til at sæt' regler for mig") og den ekstatiske party-stemning med DJ Encores ’I See Right through to You’ (kendingsmelodien til det første danske reality-show ’Big Brother’) til den rørende Silent Dance mellem Cille og Nanna, fuld af håb og sårbarhed med Phorias ’Loss’.

Stemningen af den forhærdede og underlødige fest, der bare skal toppe alt på luksuslineren, giver en frygtelig hektisk og klaustrofobisk følelse af magtesløshed. Et tema, der sagtens kunne uddybes, men i stedet fyldes der på med ustyrlig panik over stormvarsel og kursændring. Således føles handlingen indimellem ret konstrueret i at optrappe dramaet til specifike pointer. Oftest er det de mere intime scener mellem mor og datter, der er mest knugende, ikke mindst fordi Trine Dyrholm er så rå og ægte i sit udtryk, at selvtægt allerede er begyndt at rumle i bevidstheden.

’Birthday Girl’ er yderst tankevækkende og slutningen er isnende kølig. Psykologisk og etisk. Og endnu mere uhyggelig når man tjekker baggrundshistorierne om krydstogtlobbyisme for at hindre retfærdighed og skjule forbrydelser. Seksuelle overgreb udgør hovedparten af rapporterne, men mørketallet er kun kendt af rederierne, for de afgør selv om hændelserne skal betegnes og rapporteres som forbrydelser. Et lovløst dyb, hvis undertitel kunne være ’all inclusive: forbrydelser og selvtægt.’