The Silver Dollar Duke Show

"It’s the freakiest show..." Den velkendte linie fra David Bowies ikoniske ’Life on Mars’ er en udmærket beskrivelse af dette show, hvor én performance-mester kanaliserer én anden performance-master. 

Det er ganske oplagt at multikunsteren Madame Nielsen kan spejle sig i David Bowie. Kreativ kamæleon både som musiker, kunstner og performer - original, rebelsk, innovativ og alt muligt mellem himmel og jord. Skyhøj iscenesættelse og alligevel så meget personlig integritet. Som Madame, der her i ’The Silver Dollar Duke Show’ især smelter sammen med Bowies tidlige alter egoer Ziggy Stardust og The Thin White Duke. 

Med sin overvældende androgyne signatur transformerer Madame perfekt og indimellem uhyggeligt ind i Bowies skiftende karakterer og universer, som også byder på masser af inspiration i de tungere temaer om forandring og dødsdrift, personligt og kunstnerisk. Det starter og ender kosmisk, men i helt forskellige arter. På sin vis ret magisk. 

Gemt i munkekapper er multiinstrumentalist Simon Toldam og trommeslager Simon Forchhammer, og med elektroniske lyde så tunge og dunkle som det mørke univers, der omgiver os, får de skabt ’Space Oddity’ fra første minut, hvor en kors-blinkende figur kalder på "ground control". Og det bliver kun mere sært og syret, når Madame Nielsen bevæger sig gennem flere aliens, væsner og kreaturer - og afslutningen er især vild.
 
Det er "making love with his ego" på alle tangenter og spejlingen er komplet i ’Ashes to Ashes’, der har referencer tilbage til åbningssangens Major Tom, men alligevel overtrumfes af "you better not mess with the Silver Dollar Duke." Men ligeså fremragende denne er fortolket i flere stemmelejer, der formidler det ultimative junk-trip, er powerhymnen ’Ziggy Stardust’ lidt anonym, og ’Life on Mars’ et frygteligt mix af monotont klaverhammer og hysterisk stemmeskrat.

Og dernæst kan man undre sig over hvorfor Grandmaster Flash and the Furious Fives ’The Message’ skal funkes ind i Bowie-showet - selvom det er et topfedt cover - og sammen med det efterfølgende pophit ’Let’s Dance’ daler det kunstneriske udtryk i tekstklicheer og guitarrifs. 

Et ærgerligt mellemspil i et ellers gennemført og sønderlemmende råt toneunivers, hvor den vibrerende synthbas og de fede trommebeats indimellem suppleres af kosmiske og jordiske lyde som får nakkehårene til at sitre. Allermest fascinerende når man mærker spændvidden mellem liv og død.

Bowie har altid været anerkendt for sine skarpe, oftest kryptiske og ærlige tekster, så når Nielsen (og Toldam) omformulerer (dele af) teksten, er det ikke bare modigt og provokerende, men måske også lidt meningsløst. Eksempelvis når ’Heroes’ bliver til ’Angels’ og toner alt for prædikende og politisk off med oneliners om "the Trumps and the Chinese", eller når man nærmest ikke kan genkende ’Fashion’, før man (igen) hører "fascist". Som originalteksten lyder "there’s a brand new talk, but it’s not very clear..", for det er virkelig svært at høre ordene, ikke kun til denne sang, og så er det vel endnu mere omsonst at lave teksten om.

Jeg er totalt Bowie-fan, så detaljerne går dybt for mig, og det bliver hurtigt overvældende at mærke modpolerne i dette show. Man elsker og hader her, sådan er det! Den kunsteriske vilje er excessiv, surrealistisk og provokerende, og fortolkningen fungerer især når musik og krop forenes i den helt særlige performancekunst som Madame Nielsen excellerer i. 

Det topper mod slutningen med ’Blackstar’ og ’Cat People’ som det vilde crescendo af musik, kropslighed og symbolik, der rammer os på alle impulser, fuld af associationer, og med en tyngde og kraft, der går fra fascination og pirring til frygt og afsky. Nærmest helt lammet tænker man ikke videre over det, mærker det bare, er bare inde i det, som en del af dette vilde scenarie af død, skygger og transformation. "In the center of it all", som det gentagende lyder i Bowies svanesang ’Blackstar’, albummet der udkom få dage inden hans død i 2016.

Visuelt er det egentlig enkelt, men bare så nervepirrende intenst og inciterende. Madames lille, magre, benede krop er et kraftværk af unikke udtryk og bevægelser. Fra start et sært væsen, der umiddelbart er til både under- og overjordisk færden, og som forsøger at svinge i normalens frakke, hat og stok, men tilsidst må krybe og krible som et såret dyr, nøgen og rå, men alligevel ganske udefinerbar. Som Kafkas ’Forvandlingen’ og Cronenbergs ’Fluen’ på syretrip. For evigt indprentet i min sjæl!

Kombinationen af Madame Nielsen og David Bowie er både genial og gal. Man skal ihvertfald lige have rystet hovedet på plads igen og finde tilbage til menneskestatus og ground control. ’The Silver Dollar Duke Show’ er en forunderlig forestilling, der svæver mellem himmel og jord på den exceptionelle Bowie-aura, men mest af alt i Madames ånd. Det er unikt, helt særligt unikt.