Musicalen Margrethe

Kalejdoskopet vender alle veje. Mod fortid, nutid og fremtid - til glæde, sorg, drømme og alt det imellem - imens titelkarakteren ser sit liv derigennem. Et broget og storslået dronningeliv, der dog i denne stjernespækkede musicalversion bliver alt for pænt, trivielt og ensrettet. Men Margrethe er jo en ener, særdeles populær og bestemt denne hyldest værdig.

Det er musicalens mest originale og levende ide, at have 2-3-4 Margrethe’r på scenen samtidig. Den helt unge Daisy og hendes legende tilgang overfor den ældste (Ulla Henningsen), der altid samler historierne, ofte med kommenterende replikker, enten til publikum eller til sine yngre udgaver (Xenia Lach-Nielsen, Emilie Groth). Alle fire er fremragende, og bærer forestillingen majestætisk og indimellem rørende.

Hovedreplikken om at vi alle har brug for det der er større end os selv, går i arv fra Kong Frederik IX (Kristian Boland) til datteren Margrethe, der forguder sin far, men selvfølgelig må vælge sin egen tronestil. Elskelig og ærlig, drevet af meninger og mod, men altid pligten først. Det mærker især sønnerne, Kronprins Frederik og Prins Joachim, men deres roller her er minimale og der glides hurtigt over deres rivalisering.

Prins Henrik (Sebastian Harris, Morten Lützhøft, Peter Schrøder) får derimod masser af spillerum. Fra den uskyldige kurtiseren i London og hans forældres tvivl om ægteskabet, over de evindelige diskussioner om folkets modvilje, kongelig titel og apanage, til hans sygdom og død. Altsammen fejet elegant over scenegulvet med en laissez-faire fornemmelse for den kærlighedshistorie, der har båret Margrethe igennem 50 år som regent. Som hun selv siger: "det vigtigste er at vi har mennesker som står os nær."

Indimellem giver politiske intermezzoer billedet af en tid med meninger og beslutninger, på alle sider af magten - folket, politikerne, Margrethe. Det bringer også tiltrængt humor ind - særligt nytårstalerne giver anledning til lidt kvikke replikker - men desværre ikke nok. Der er mødet med forhenværende statsminister Jens-Otto Krag (Kristian Jensen) bedst - med sidebemærkninger fra snak med Henrik efter Krags død - for der er både hints om statskup og opfordring til malerkunst.

Og netop kunsten fylder også meget i Margrethes liv, og her i Det Kongelige Teater hyldes hun selvfølgelig for balletkostumer og -scenografi. Men mere interessant er en tidligere scene fra hendes første udstilling - åbningen af Køge Skitsesamling - hvor anmelderne holder hof, og snakken går om man kan kritisere en dronning. Igen får Margrethe det afgørende ord: "Tag mig som jeg er..."

’Musicalen Margrethe’ er en storproduktion fyldt med stjernestøv og sentimentalitet. En klassisk hyldest hvor fortællingen føles noget omstændig og overfladisk, og den musikalske linje af Thomas Høg, Lasse Aagaard og Sune Svanekier også bliver ganske ensformig. Værst er scenografien af Benjamin la Cour: Enorme, tunge, kedelige og opmærksomhedskrævende (de skubbes rundt af de medvirkende) mørkegrønne skabsvægge med trappe- og balkonafsats, der så også bidrager til det konforme udtryk.

Men de vidunderlige Margrethe’r redder showet og fylder os med nostalgiske følelser. Man tænker lidt benovet at vores dronningehistorie er ret unik, og vi er som danskere en del af det. Kalejdoskopet vender alle veje, også mod os. Uden os, ingen dronning - som hun selv siger halvt jokende: "Jeg er folkevalgt."