The Quiet Girl

Med sin første spillefilm har Colm Bairéad skabt en magisk perle af en film, der 
trods alt dens mørke og undertrykte smerte er en smuk og dybt rørende fortælling om en barndom, der pludselig bliver fyldt med den skrøbeligste gave: Håb. 

Cáit (Catherine Clinch) er en stille og tilbagetrukken 10-årig pige som ofte vandrer afsted på egen hånd for at få ro fra sin overfyldte og kærlighedsløse familie, hvor der aldrig er penge eller mad nok. Faren (Michael Patric) er en uduelig og aggressiv skiderik der ser for dybt i flasken og render efter andre kvinder, mens konen (Kate Nic Chonaonaigh) derhjemme atter er højgravid. 

Cáit kæmper i skolen og hjemme ser hun tavst til, evigt på vagt for at undgå at skabe irritation - men om natten tisser hun i sengen. Uden varsel beslutter forældrene at de har brug for en pause fra Cáit og sender hende i pleje på ubestemt tid hos morens varme og imødekommende kusine Eibhlín (Carrie Crowley) og hendes fåmælte mand Seán (Andrew Bennett) der driver et velstående landbrug – noget der gør den surmulende far rasende da han kører Cáit den lange vej dertil. Han har svært ved at opfører sig civiliseret overfor parret og haster snart afsted igen med en sådan fart at han gør en forglemmelse, som får konsekvenser for Cáits nye liv.

Grundpillen i historien er helt klassisk og genkendelig fra både ’Anne fra Grønnebakken’ og ’Heidi i Alperne’ (som Cáit læser i en scene) - det fortabte barn, der finder ukonventionel kærlighed i et tilsyneladende pirreligt nyt hjem. I bearbejdningen af Claire Keegans fremragende kortroman ’Omsorg’, har instruktør Colm Bairéad valgt at lægge vægten på den tavse hjerteskærende medfølelse, hvilket nemt kunne have tippet over i al dens tyste landlige skønhed. Men det lykkedes til perfektion – i en verden fyldt med larm og uro kan stilhed nogle gange sige mere end tusind ord. 

I stedet er filmen fyldt med objekter, der gemmer på historier. En pose rabarber. En kiks, og en garderobe fyldt med drengetøj. Ligesom de stille blikke og små smil der flagrer hen over Eibhlíns ansigt giver stadig dybere mening. Det er svært ikke at blive berørt af historien ikke mindst fordi debutanten Catherine Clinch er vidunderlig behersket i rollen som Cáit, samt Carrie Crowley og Andrew Bennett (som plejeparret) leverer strålende præstationer med en ægthed og varme glødende fra dem.

’The Quiet Girl’ udfolder på fineste vis sin barske fortælling om omsorgssvigt og sorg blidt og skrøbeligt, og det er en opløftende film om de virkninger medfølelse kan have - især på et ungt menneske, der stadig er åben for verden.