A Clockwork Orange

Tungen ud af munden, opspilede øjne, vilde vanvidsfraser, sadistisk sex, ufattelig ultravold - og Beethovens 9. symfoni. Enhver, der har set filmen, husker de sensationelt grænsesprængende scener, der var med til at gøre ’A Clockwork Orange’ til en af de største og mest omdiskuterede kultklassikere. 

Engelske Anthony Burgess skrev romanen i 1962 uden større reaktioner på den satiriske ultravold, der ender i modsat adfærdsmanipulation. Boostet kom da Stanley Kubricks filmatisering i 1971 satte æstetisk vilde billeder og spillere på fortællingen, og finkulturel musik og litteratur i kontrast. Grænserne mellem forfærdelse og fascination rykkede, og selvom Burgess muligvis aldrig nåede at elske ideen om teaterversioner inden sin død i 1993, så var der ingen vej udenom teatersucces.

Denne forestilling blæste alle omkuld ved premieren for et par år siden på Aarhus Teater, for Nathalie Mellbye - instruktion, scenografi og kostumer - går all in. Hun har gennem det sidste årti skabt utallige ekstraordinære scenografier, og med mange års erfaring i teaterkollektivet Logen tør hun lidt mere end de fleste udi det grænseoverskridende og hyperintimiderende. 

En stor del af Mellbyes vellykkede regi er en ganske vovet og direkte konfrontation, som både paralyserer og engagerer. Lyset er tændt i hele salen, og de medvirkende taler ofte ud mod publikum, kigger os i øjnene og søger reaktioner - og man kan sagtens forvente at de kommer tættere på end normalt. For det er ikke normalt teater, det er påtrængende og indtrængende - ligesom temaerne - og det skal ruske i os, præcis som det gør!

De tre skuespillere er fuldstændigt forrygende, og deres karakterer er alle på randen af en eller anden mani. Emil Prenter som lederen Alex, der går så psykopatisk voldsamok at hans bandeslæng også gør oprør mod ham. Samt Lasse Steen og Sofie Nolsøe, der ikke kun spiller vennerne Kim og Bum men også imponerende gestalter alt fra statsansatte til kattefetichister. Et livligt persongalleri, hvor det ikke altid er oplagt hvem der er ofre og bødler.

For Alex har også en baggund for sine psyko-sadistiske udbrud, og selv i stofrus kan han mærke smerten. Hvis han vil. Og i sin mani tror han at han kan styre det, når samfundet vil udrense, omvende og helbrede ham. Dilemmaet er evigt, for der vil altid være magtfolk, der vil ensrette og straffe dem, der tænker anderledes og alternativt - uden at skelne mellem godt og ondt i processen.

Optimeringen sker også i den unikke sprogfriktion, som Burgess skabte med Natsat, et pseudo-sprog som en slags teenage-slang, der kan mystificere og camouflere de unges hensigter. Helt herligt og heftigt opgraderet af forfatter og dramatiker Bjørn Rasmussen med lidt ekstra udtryk, så det bliver et originalt mix af hverdagsvanvid og nærmest lyrisk verisme. 

Kontrasten i rummet er klinisk dystert og råmetallisk med sølvvægge overskrevet af tegninger og symboler, graffitti-agtigt men også som syge formler. Mere metal i de strikse jernstativer/stilladser i baggrunden, og i front som drejescene med et trommesæt i midten - en del af klokkeværket, der domineres af sort/hvidt, og skal opblødes af de orange frugters safter og smagen af blod. 

Tøjet er street eller fetich og piftet op med konstant genmalede hvide masker med sorte øjne og røde munde spiller det syret sammen med den mixede musik: fra Beethoven over danskpop som Marguerite Vibys ’Hot! Hot!’ til nye punkede kompositioner af de tre hovedskuespillere. Backet op af seks korsangere, der også skærper stemningen som diverse venner og medfanger.

Udover tromme, guitarer og mikrofoner rocker de knive og baseballkøller mod os inden de går los på deres ofre. Den berygtede voldtægtsscene - i det pæne hus med navnet Hjem, hos skriveren af klokkeværket - piner os hurtigt med en ny voldsvinkel, og selvom modspillet af helbredelsen selvfølgelig ikke er ligeså vildt som på film, er det bestemt stærkt alligevel. Og slutningen får det igen til at løbe koldt ned ad ryggen.

Dette orange klokkeværk er på alle måder fremragende, så intenst og revsende. Trampende rundt på grænserne af det groteske, så der indimellem tvinges krampede grin frem, og man kan mærke kvalmen trænge sig på. Det er vanvittigt godt show og tankevækkende teater, og man veksler mellem nysgerrigt at ville se mere og panisk at ville flygte.