Hair

Højt hår, lange lokker og kruset krøl - frisindet og kønslivet danser igen på Østre Gasværk. Powerfuld af farver, sprudlende i psykedelisk trip og grænsesøgende på livslysten. Alligevel føles denne ’Hair’-opsætning mere tæmmet og pæn end man forventer af hippieoprøret. 

Den velkendte åbningsscene med ledertypen Berger (Oliver Lundqvist), der blotter sit lem, er mindre provokerende i vor tid, så der er mere fjol og grin i starten, selvom de synger om ’Hashish’, ’Sodomi’ og ’Haleneger’. Drengene er selvfølgelig mere bramfri end pigerne, men der er en lethed over alles udtryk, dans og klæder. Ikke så vildt som det kunne være. De kalder det endda en groovy revolution.

Efterhånden som den uskyldige fyr fra landet Claude Bukowski (Gustav Allen Schriver) kommer til byen, bliver der mere drama. Han skal indlemmes i de frie forhold med løssluppen sex og ikke mindst bevidsthedsudvidende stoffer - inden han skal sendes til Vietnam-helvedet. Hans udgangspunkt er at han vil være usynlig, og når han er mest presset udtrykker han sig næsten ligeså poetisk som sin berømte navnebror: "Jeg vil sove i svampene, skrige i solen.."

De litterære og kulturelle referencer er overalt i Gerome Ragni og James Rados tekst. I Claudes store trip med amerikanske præsidenter i dans med Clark Gable og Aretha Franklin, efterfulgt af utallige mordvekslinger mellem nonner, indianere, astronauter, kinesere med mere. Derefter mixes Allen Ginsbergs digt ’Wichita Vortex Sutra’ med militærfraser i sangen ’3500’ og Shakespeares ’Hamlet’ citeres i ’Hvilket mesterværk er ikke mennesket. ’

’Hair’ har altid været et stærkt tidsbillede i en følelsesmæssig ånd, og den tidslomme er intakt her. Understøttet af KimWitzels simple scenografi: En gangbro, der smelter perfekt ind i den rå og organiske gasværksbygning. Resten simuleres med en ny teknologi, TheatreMax, der kan/skal optimere visuelt som auditivt. Her er videoprojektionerne flotte og godt afstemt med lysdesignet, men lyden bør afbalanceres bedre, for det er stadig ret svært at høre den danske tekst - og så drømmer man endnu mere om de originale ord.

Det gør også at musikken flyder meget sammen og kommer til at lyde ensformig. Forstærket af at der kun er få dialogscener, så sangene afløser hinanden og med en del repriser (i mini-versioner) samt ens temaer, kan det virke rodet indimellem. Det er selvfølgelig stilen, som en del af ungdomsforvirringen og de mange trips og traumer. Men jeg savner et par showstoppere, der virkelig rør eller rusker.

Det sker umiddelbart med Matilde Zeuners ’Let at være hård’ og introen ’Aquarius’, nailet af debutanten Saba Lykke Oehlenschlæger (hun overtog rollen fra sin gravide tvillingesøster Andrea, som imponerede i ’The Bodyguard’). Musicalen har ellers mange skønne sange og tekster, men den amerikanske instruktør Lynne Kurdziel Formato går efter ensembleshowet. 

Og det er virkelig en supertalentfuld, multikulturel samling unge, der velsyngende danser mod friheden og selvrealiseringen i skyggen af Vietnam-krigen og andre store amerikanske traumer som borgerkrig, slaveri og racisme. En del af dem fra Musicalakademiet og Fredericia Teater, hvor Østre Gasværks nye chef Søren Møller har været en stor drifkraft i at forny musicalscenen. Så det lover godt for fremtidige shows i den fantastiske gaskuppel.

De fleste bliver småhøje af at se ’Hair’, men underligt nok bliver jeg oftest ramt af mismod. Dejlig er forestillingen om at søge og finde sig selv, samt kæmpe for lighed, frihed og kærlighed, og der gives plads til en masse føle-lege-udforske så positivt at det kan blive forherligende og trippende eller endda eskapistisk. Men de stærke billeder af krig, vold, uret og det sidste uskyldstab rammer i sjælen mere end man tror. 

Derfor er der en essentiel mening med det oprindelige slutscenarie (som vi ikke får med her) - ’Let the Sunshine in’ som er denne forestillings undertitel - hvor publikum inviteres på scenen og danser med: Vi har simpelthen brug for at danse friheden og kærligheden tilbage i kroppen. Og ’Hair’ er jo en af de største og mest markante musicals med fokus på krop-sind-ånd i frit flow - og det fantastiske Østre Gasværk er optimalt til at rumme vores udfoldelse. Plads til alle - fred, kærlighed og forståelse.