Kysset

Frit baseret på Stefan Zwiegs roman ’Utålmodige hjerter’, har Bille August lavet en skæbnefortælling om at bliver overvældet af medlidenhed og gå til grunde i sit eget net af uoverskuelige løfter og løgne.

Ære og ordentlighed er vigtigt for den pligtopfyldende unge Anton (Esben Smed), der er ved at færdiggøre sin noble officersuddannelse i Kavaleriet, mens rygterne om en snarlig (første) verdenskrig høres som et ekko op gennem Europa. Men det viser sig at blive skæbnesvangert for ham.

Efter tilfældigt at have hjulpet Baron von Løvenskjold (Lars Mikkelsen) ud af en mudderpøl inviteres Anton til bal på slottet. Aldrig har han set sådan en velstand. Efter en udsøgt middag, hvor han betages af den smukke Anna (Rosalinde Mynster), byder han, af høflighed, baronens datter Edith (Clara Rosager) op til dans - uvidende om hendes lammelse efter en rideulykke. Anton forfærdes over at have sat Edith i forlegenhed og flygter hovedkulds. 

For at gøre skaden god igen og ikke mindst for ikke at krænke regimentets ry, sender han Edith blomster den næste dag. Det får den ønskede effekt og mere til – for Edith, der udover lammelse i kroppen også har bitterhed i sindet, lyser pludselig op af den opmærksomhed hun får fra Anton, der nu troligt besøger hende hver dag i de smukke omgivelser. 

Mens hun forelsker sig brændende i ham, er han ramt af medlidenhed - som alle andre omkring Edith. Ingen ønsker at bringe hende mere sorg og ulykke, mindst af alt hendes far, der lider så frygtelig af samvittighedskvaler og bekymringer for sin eneste datter. Han ser Anton som den frelsende ridder, der har givet Edith livsgnisten tilbage. Og det kan jo kun gå galt.

Der er et stykke vej fra det litterære forlæg til ’Kysset’, som aldrig når helt ind i karaktererne og det bliver altså en lidt kedelig affære. Jeg savner at få uddybet nogle af fortællingens problematikker – det bliver meget overfladisk og lidt jappet. 

Anton balancerer hele tiden mellem overvældende medynk for Edith - og for så vidt også for baronen - og den, om end korte, tilfredsstillende følelse det giver ham, når han mærker deres glæde og taknemmelig over de luftkasteller han bygger op omkring dem. Han føler sig presset, nærmest forpligtet til at indgyde dem håb og optimisme. Der hentydes til at visse former for medlidenhed og kærlighed kan forenes, men igen bliver det ikke uddybet tydeligt nok.

Filmens højdepunkt er uden tvivl Esben Smed, der er fremragende og charmerende i rollen som Anton. Også David Dencik gør sig godt i rollen som Ediths læge, der giver Anton en lektion i medlidenhedens alkymi. Desværre er det ikke helt nok til at fastholde grebet i de 145 minutter filmen varer og historien føles ubehjælpsom uforløst.